West Side Story anmeldelse: Det glemte

Jeg må simpelthen have glemt det. Der er ingen anden forklaring.

Hvordan kunne jeg ellers blive så bekymret for udsigten til at Steven Spielberg kastede sig over klassikeren West Side Story?

Hvordan fik jeg overbevist mig selv om, at en ny West Side Story ville være endnu et eksempel på det popkulturelle ekkokammer, som mainstream Hollywood i stigende grad er ved at forvandle sig til?

Det må simpelthen skyldes glemsomhed.

Hvordan kunne jeg tro, at det ville være spild af tid igen at oversætte Jerome Robbins’ klassiske Broadwaymusical til det store lærred, især når vi allerede har Robbins’ og Robert Wises nok endnu mere klassiske film af samme navn fra 1961.

Du har nok forstået det nu kære læser. Jeg havde glemt noget vigtigt.

Men allerede under åbningsskuddene af 2021-udgaven af West Side Story kom jeg i tanke om det, jeg havde glemt.

Steven Spielberg er et geni.

Et af den slags talenter som en kunstform kun har æren af at få besøg fra en håndfuld gange på et århundrede.

En mand der fortæller historier gennem film så effektivt, at mediet bliver usynligt. Spielbergs værste film er altid værd at se, og hans bedste er ren magi.

West Side Story hører blandt hans bedste.

Spielbergs musical er en svimlende opdatering af den fremragende original, der både formår at tale på tværs af årtierne tilbage til de oprindelige værker og være helt sin egen.

Fra filmen overraskende åbner til et næsten postapokalyptisk landskab ledsaget af musicalens ildevarslende og ikoniske fløjt, og til det amerikaniserede riff over Romeo & Julie når sin uundgåeligt tragiske finale, er West Side Story en helt suveræn filmoplevelse.

Sammen med Janusz Kaminskis fantastisk komponerende billeder og overdådige kamerabevægelser, Adam Stockhausens eventyrlige production design og en hær af geniale effektmagere har Spielberg skabt en fantastisk filmisk verden.

På en eller anden måde forbinder Spielbergs udgave af West Side Story det bedste fra det teatralske oplæg med en mere rå moderne realisme.

Resultatet er en sublim forening af det gamle og nye Hollywood, som kun kunne finde sted på film. Jeg har simpelthen aldrig set noget lignende.

Se West Side Story på så stort et lærred du kan finde.

Og med et lydsystem der kan gøre ære til de nye — men vanvittigt trofaste — orkestreringer af Leonard Bernsteins musik, der selvfølgelig også er filmens helt store tilløbsstykke.

I det ene nummer efter det andet instruerer Spielberg sangsekvenser, som havde han aldrig gjort andet.

Samtidig får han hevet følelserne frem fra den glittede overflade, så West Side Story forvandles til en dybt bevægende historie og ikke kun en æstetisk musical-oplevelse.

Men Spielberg hjælpes også godt på vej af Tony Kushners manuskript, der helt ærligt løfter originalmaterialet.

Karakteriseringerne er mere interessant end den originale film, mens små simple forandringer pludselig gør den aldrende musical relevant for en ny verden, uden at den fjernes fra sin oprindelige kontekst.

Bag filmfornøjelserne er stadig skarpe kommentarer til amerikansk kultur og racisme. West Side Story har stadig noget på hjerte.

Og så er der rollebesætningen. Ansel Elgort og Rachel Zegler som Tony og Maria er ganske simpelt begge — og det her er ikke ment som en fornærmelse af originalen — bedre end den oprindelige films varianter.

De føles helt simpelt som virkelige mennesker, også selvom deres historie er larger than life.

Og hvis du ikke får våde kinder, når Rita Moreno — den oprindelige films Anita — vender tilbage i en nyskrevet erstatning for en oprindelig karakter.

Ja, så er du et hårdere menneske, end jeg er.

Det samlende element i West Side Story er selvfølgelig nyligt afdøde Stephen Sondheims oprindelige tekster, der kun har fået enkelte veltænkte opdateringer. Lyrikken er stadig lige så følelsesladet og poetisk, som den er snedig og politisk bidsk.

Resultatet er, at den nye version af West Side Story muligvis er den definitive. Det havde jeg aldrig troet.

Men jeg havde simpelthen glemt, hvad Steven Spielberg kan.

Jeg lover aldrig at glemme det igen.

Steven Spielberg gør en af verdens bedste musicals endnu bedre med en svimlende filmoplevelse så stor, at lærredet næsten ikke kan rumme den.