Trøffeljægerne anmeldelse: De gamle mænd og trøflerne
To mænd mødes i en mørk baggyde i Italien. En pris skal fastsættes.
Er der mon råd til 5000 euro kiloet, eller kan sælgeren kun få 4000 denne aften. Det er jo det med udbud, efterspørgsel, og selvfølgelig varens renhed.
Et andet sted mødes to mænd over en kop espresso. Tonen er høflig men bestemt, for den ene har bevæget sig ind på den andens territorium.
Den slags uskrevne regler bryder man bare ikke.
Mafia-stemningen er til at tage og føle på. Men som titlen antyder, handler Trøffeljægerne fra Piemonte ikke om organiseret kriminalitet og handel med stoffer.
Den handler om den lille flok gråhårede mænd, der vandrer ud i de italienske skove med deres trofaste hunde for at finde dyrebare underjordiske svampe.
Måske ikke så overraskende er de lidt nogle excentrikere.
Fællestrækkene er en høj alder – den ene trøffeljæger klør på med natlige vandringer i en alder af 88 – en trang til at holde på trøffelfagets hemmeligheder og en voldsom hengivenhed til deres hunde.
Hunde, der ofte er noget nær trøffeljægernes største kærlighed.
Den verden lukker instruktørerne Michael Dweck og Gregory Kershaw publikum ind i gennem en række sirligt komponerede tableauer, hvor hovedpersonerne gerne følges et par ubrudte minutter af gangen.
Når filmen da ikke tager os med ud på et rasende ridt over skovbunden set fra en af trøffel-hundenes synspunkt.
Kombineret med et stemningsfuldt lyddesign bliver de smukke billeder en æstetisk fornøjelse og en finurlig udstilling af de lidt sære hovedpersoner.
Det er svært ikke at smile hele vejen igennem Trøffeljægerne fra Piemonte.
Til gengæld holder den orkestrerede stil også filmens hovedpersoner lidt på afstand. I ny og næ føler man med de ofte lidt ensomme trøffeljægere.
Men tonen går mere efter den finurlige humor og får samtidig holdt menneskene i centrum ud i armslængde.
Der kunne jeg godt have ønsket mig, at Trøffeljægerne fra Piemonte havde fokuseret lidt mere på menneskene bag den skøre industri, end deres overfladiske særheder.
Men det stopper heldigvis ikke Trøffeljægerne fra Piemonte i at være en smuk og løjerlig introduktion til den italienske trøffelmafia.
Trøffeljægerne fra Piemonte er en finurligt underholdende introduktion til den italienske trøffelmafia.