The Call of the Wild anmeldelse: Harrison og hund

Så slemt er det heller ikke.

Hvis du blev lige så nervøs som mig, da du så de første billeder fra The Call of the Wild, så kan du ånde lettet op.

Harrison tilføjer heldigvis ikke et decideret pinligt kapitel til den sidste del af sin karriere ved at være med i filmatiseringen af forfatter Jack Londons berømte bog.

Det er heldigvis ikke helt så akavet, at se Ford interagere med den voldsomt computeranimerede hund Buck, som de første stillbilleder fra filmen antydede.

Faktisk dukker Ford først op halvvejs inde i filmen og leverer en fint varm præstation, der ubetinget er filmens bedste kort.

Indtil da er The Call of the Wild en ganske ufarlig moderne filmatisering af Jack Londons udforskning af forholdet mellem mand og dyr, og natur og civilisation i det vilde USA i slutningen af 1800-tallet.

The Call of the Wild er jævnt underholdende, og selvom det kræver lidt tid at vænne sig til den tegnefilms-lignende special-effect af en hovedperson, er filmen egentlig relativt solidt fortalt.

Det går over stok og sten i fortællingen om hunden Bucky, der kidnappes og tiltagende drages mod den vilde natur sammen med flere forskellige herrer.

Som et spejlbillede af Jack Londons andet berømte værk Ulvehunden.

Den bog blev filmatiseret i en vellykket animeret version sidste år, der havde held med at bibeholde både Londons sans for eventyr og virkelige brutalitet.

Eventyr er der stadig lidt af i instruktør Chris Sanders’ version, men kanterne er filet ubønhørligt ned.

Det helt store problem er, at London værk tolkes som en udforskning af forholdet mellem menneske og computeranimeret dyr, og civilisation og computeranimeret natur.

Det forvandler The Call of the Wild til et sterilt green-screen-ridt gennem computergenererede landskaber.

Det efterlader ikke megen plads til vildskab.

Til gengæld kan man så altid peppe en scene op med en spontan lavine, eller lade hundeslæder flyve hurtigt som rumskibe gennem det nordamerikanske landskab.

Den slags rummer selvfølgelig også sin egen underholdningsværdi. Lidt ligesom den ekstremt karikerede parade af biroller gør det.

Men det fjerner desværre også en stor del af fascinationskraften ved Londons rå eventyrfortælling.

Tilbage står et poleret special-effect produkt, som er lige så svært at være rigtigt sur på, som er det er at give en reel anbefaling.

Men heldigvis kommer Harrison Ford helskindet igennem.

The Call of the Wild taber sin vildnis-fortælling i overgjorte computereffekter, men heldigvis klarer Harrison Ford frisag.