I morgen danser vi anmeldelse: Med store øjne

Hvis en ting sidder fast i mit sind efter af have set I morgen danser vi, så må det være øjne.

Først og fremmest hovedpersonen Merabs øjne.

Merabs øjne er laserfokuserede under rynkede bryn, når den unge mand danser den smukke, men også sært aggressive og maskinelle, Georgiske nationaldans.

Merab har nemlig trænet i Georgiens Nationale Ballet siden han var helt lille. En rolle, der ikke så meget er et spørgsmål om stor prestige, men mere en vej ud af landets gennemgribende fattigdom.

Men tilbage til øjnene. For Merabs blik bliver anderledes længselsfuldt, da den talentfulde danser Irakli starter på holdet.

Som Merab har Irakli en smårebelsk tilgang til den traditionelle og kontrollerede dans: Merab får at vide, at han danser for sexet, mens Irakli møder op med noget så revolutionerende, som en lille guldørering i øret.

Og så kigger de to langt efter hinanden.

De forsigtige tilnærmelser og de mere eller mindre skjulte blikke viser instruktør Levan Akin fint og diskret gennem fotograf Lisabi Fridells fine håndholdte stil og intense nærbilleder.

Forelskelsen er til at tage og føle på.

Men det er ikke så nemt for to mænd at indlede mere end et venskab i det mildt sagt konservative Georgien.

Og det hjælper selvfølgelig ikke at både Irakli og Merab allerede har kærester af det modsatte køn.

Sådan teknisk set i hvert fald.

Inden længe er fokus skiftet fra Merabs længselsfulde øjne til alle de blikke de to unge mænd føler på sig fra omgivelserne, selvom de selvfølgelig gør deres bedste for at holde forholdet hemmeligt.

Imens bliver den traditionelle georgiske dans mere et fængsel end den vej videre, som dansen tidligere repræsenterede.

Det hele er både fint konstrueret og fremragende spillet med en troværdig sans for detaljer i miljøskildringen.

Men hvis du har set mere end et europæisk LGBT-dramer, er der heller ikke mange overraskelser.

Vi er heldigvis så heldige, at kærlighedshistorier om unge mennesker, der prøver at finde en vej ud af samfundets skab ikke længere er en sjældenhed.

Det er mere en genre.

Men det hæver også barren for, hvad en en film af den type skal levere, og i den sammenhæng kunne Levan Akins manuskript godt have både på et lidt mere originalt tvist på historien.

Særligt da et par lidt utroværdige dramatiske udviklinger stikker hovedet frem i konfliktens navn mod filmens slutning.

Men når dramatikken svigter virkeligheden, så har man heldigvis stadig Merabs øjne at holde sig til.

Han spilles fremragende af Levan Gelbakhiani med en udstråling, der fortjener at give ham en stor skuespilkarriere.

Hans øjne er i hvert fald uforglemmelige.

I morgen danser vi er en velspillet danseromance og en troværdig skildring at det moderne Georgien – både på godt og ondt.