Selvmordsturisten anmeldelse: Rejsen mod selvmord
Døden er stadig et tabu.
Kun de færreste af os taler helt frit om, at vores hjerte med sikkerhed stopper med at banke en dag.
Men det er endnu værre med selvmord. Holdninger til selvmord er meget forskelligartede, og emnet er ikke alene følsomt for mange, det kan for alvor bringe sindene i kog, om man så har haft det inde på livet eller ej.
Når instruktør Jonas Alexander Arnbys nyeste film Selvmordsturisten er bedst, så tramper den rundt i lige netop det tabu.
Det gælder, når filmens hovedperson Max får en medarbejder i det lokale byggemarked til at binde en løkke på det reb, Max lige har købt, så han kan gå hjem og hænge sig med det.
Eller når medarbejderne på det luksushotel Max tilbringer det meste af filmens spilletid på, fortæller ham, at det er en smuk handling, at han vil begå selvmord.
Det betyder jo, at han har taget kontrol over sit liv.
Det er næsten provokerende.
For holder filmen mon med Max, der gerne vil begå selvmord, inden en svulst i hans hjerne begynder at forandre hans personlighed?
Det er et langt stykke hen ad vejen svært at vurdere.
Instruktør Jonas Alexander Arnby holder nemlig en vis distance til sin hovedperson med en køligt betragtende film og en solid dosis kulsort humor, der blandt andet vækker minder om Yorgos Lanthimos’ dystre komedier.
Fotograf Niels Thastums dunkelt kliniske billeder og Mikkel Hess’ fremragende, men urovækkende, musik er med til at skabe en stilfuld fornemmelse af ubalance.
Det gælder også for Nikolaj Coster-Waldaus vellykket indadvendte præstation som forsikringsagenten Max, der hellere vil stikke af fra sin kone til et selvmordshotel, end han vil fortælle hende den grumme sandhed om svulsten i hjernen.
Men manuskriptet af Rasmus Birch er ikke helt så vellykket, som filmen er formfuldendt.
Mod slutningen forvandler Selvmordsturisten sig pludselig til en mere regulær genrefilm, før det hele begynder af smuldre i en lidt for filmskole-agtig leg med virkeligheden mod slutningen.
Så fungerer det hele bedre, når fokus holdes skarpt mod banaliteterne i Max’ selvmordsprojekt.
Vil han for eksempel helst frysetørres eller blive gødning for et træ, når han er død?
Og selv da Selvmordsturisten bliver mister sin skarphed mod slutningen, har den heldigvis stadig et par groteske påfund i ærmet, der holder interessen frem til rulleteksterne.
Men den er bedst, når den stirrer selvmordet direkte i øjnene.
Selvmordsturisten er en stilfuld filmoplevelse, der kombinerer dunkel humor med en fremragende præstation fra Nikolaj Coster-Waldau til et fascinerende resultat.
