Familien Addams anmeldelse: Alle de mærkelige familier
DA DA DA DAM – knips knips – DA DA DA DAM – knips knips – DA DA DA DAM DA DA DA DAM DA DA DA DAM – knips knips.
De færreste sit-com temasange fra 1964 holder stadig i 2019.
Men det er ikke så mærkeligt at Hollywood-komponist Vic Mizzys navn får lov til at stå alene i rulleteksterne til den nye Familien Addams.
For sjældent har et stykke musik hovedsageligt baseret på cembalo og knips stået mod tidens tand, som temaet til Familien Addams har.
Måske er det blandingen af excentrisk uhygge og syng-med hygge, der har gjort musikken så ikonisk.
Det er i hvert fald det, der har gjort de elskede karakterer fra Familien Addams så ikoniske og langvarige.
Så snart den rige familie med en morbid interesse for det makabre fra Charles Addams’ tegneseriestribe fik navne i seriefilmatiseringen startende i 1964, har Morticia, Gomez Onkel Fester, Lurch, Wednesday, Pugsley og alle de andre været hvermandseje.
Det er ikke så mærkeligt, for Familien Addams er en sjældent god repræsentation for det at være del af en familie.
Indadtil giver det hele mening, men udefra kan det virke uforståeligt.
Det er også den pointe den nye animerede udgave af Familien Addams sigter efter.
Den pastelfarvede lille by i nærheden af Familien Addams’ dunkle villa forstår ikke den bizarre familie.
I hvert fald lige indtil de, og alle der ser filmen, indser, at de selv er mindst lige så mærkelige – på deres egen måde.
Det er en lidt vel fad pointe, og det forudsigelige og sentimentale plot er heller ikke ligefrem styrken ved instruktørerne Greg Tiernan og Conrad Vernons nyfortolkning.
Til gengæld forstår filmskaberne karaktererne.
Den fantastiske blanding af hjertevarm familiehygge og gotisk sort humor er helt på plads i Familien Addams.
Charles Addams’ oprindelige figurdesign er forbløffende elegant og trofast overført til computeranimation, og karaktererne føles som sig selv.
Morticia er stadig den elegante nattens dronning, Gomez en passioneret casanoca og Wednesday den ultimativt knastørre og udspekulerede datter.
Karakteriseringerne låner både fra de biograf-udgaverne, den oprindelige serie og tegneserien, men tilføjer den vildskab, der kun rigtigt kan leveres i et animeret univers.
Hvis plottet føles lidt kedeligt, så er der altid en vellykket brutal joke eller sorthumoristisk vittighed lige om hjørnet.
Om det er familiens indvielsesritual, sabel-mazurka, som Pugsley på komisk vis skal igennem eller en meget moderne vred hob med fakler på deres smart-phones, der vandrer mod Addams-huset, så er Familien Addams fyldt med vellykkede påfund og højt tempo.
Så selvom fortællingen er mere sentimental end sine hovedpersoner og skurken er lidt slap i koderne, så husker Familien Addams det vigtige:
Familien Addams er ikke mere bizar end din egen familie.
De har bare en bedre kendingsmelodi.
DA DA DA DAM – knips knips.
Familien Addams rammer den helt rigtige tone af hyggelig uhygge og ender som en veloplagt familiefilm med stor respekt for sit forlæg.
