Ternet Ninja anmeldelse: Gamle jokes til ny generation

Jeg er sådan cirka 4-5 år for gammel til at Terkel i knibe rigtigt ramte mig, da den oprindeligt udkom først som radioføljeton og siden som animeret film.

Min Anders Matthesen-nostalgi er mere forbundet til Hva’ snakker du om?

Men jeg kan af erfaring sige, at de der blev ramt af Terkel i knibe, virkelig blev ramt.

Massevis af voksne mennesker har den originale films gakkede karaktergalleri og grovkornede jokes som fast referenceramme. Selv her 14 år efter premieren er Terkel i knibe vel stadig en af de mest citerede danske film.

Om det samme sker for Ternet Ninja tør jeg ikke spå om, men potentialet er der i hvert fald.

For opskriften er på mange måder den samme.

Masser af humor af den slags, der er lige over kanten af, hvad børn normalt må beskæftige sig med. En lille flok ørehængende sange og velskrevet dialog med Anders Matthesens karakteristiske sans for at sætte det danske sprog sammen på overraskende måder.

Denne gang er løjerne baseret på Matthesens egen børnebog.

En levende ninja-dukke på et hævntogt kommer i hænderne på den forsigtige dreng Aske, hvis liv inden længe vendes helt på hovedet.

Det er i øvrigt Stewart – jeps den Stewart – der bringer den plysfyldte hævner med tilbage til Danmark, og han er ikke den eneste af Matthesens elskede figurer, der dukker op i Ternet Ninja.

For selvom Ternet Ninja ikke er en decideret efterfølger til Terkel i knibe, så foregår de begge i samme univers, og der er rigeligt med referencer til fans af den oprindelige film.

Det er til gengæld tydeligt på det visuelle udtryk, at tingene har udviklet sig.

Ternet Ninja er en langt flottere og bedre instrueret film end Terkel i knibe. Matthesen deler instruktørstolen med Thorbjørn Christoffersen, og de to leverer en film, der både byder på bedre figurdesign og visuel historiefortælling end den elskede original.

Ternet Ninja byder endda på en helt suveræn 2D-sekvens, der elegant forklarer den ternede ninjas ophav.

Manuskriptet gør også sit bedste for at være andet end en løs samling grovkornede jokes, og går – især i begyndelsen – i temmeligt dystre retninger.

Desværre forenes de to historier – Ninjaens hævn og Askes hverdagsproblemer – aldrig sådan helt tilfredsstillende, og det lidt kluntede budskab om at tage skeen i den anden hånd ender mere som et lidt sært forsvar for selvtægt.

Til gengæld er Matthesens sans for spiddende karikaturer, og vitser der presser citronen, så skarp som den altid har været.

Stewart får sig en genialt grovkornet sang med en fantastisk punchline, og Askes far er en fremragende tragikomisk tilføjelsen til Matthesens persongalleri.

Jeg gætter på at den kantede humor stadig har evnen til at lande som en atombombe i målgruppen fra 10-13, men som voksen er det også noget nær umuligt ikke at bryde ud i grin i store dele af filmens spilletid.

Det mest skuffende ved Ternet Ninja er mere, at den aldrig helt opfylder sine ambitioner.

Matthesen vil ret tydeligt gerne både igennem med et budskab og have publikum til at føle med sine karakterer, men det undermineres desværre lidt, når alle andre end hovedpersonerne er samme type skide sjove, men også skingert hånende karikaturer med stemme af Matthesen selv.

På den måde bliver styrken ved humoren også svagheden i historiefortællingen.

Men det kommer næppe til at betyde så meget, for den generation, der nu har fået en ny animationsfilm at citere.

Ternet Ninja er ganske enkelt pissesjov. Anders Matthesens kantede humor rammer stadig rent, også selvom filmens historie ikke altid gør det.