Jakob og Peter Plys anmeldelse: Tilbage til barndommen
Det er ikke svært at spotte, hvorfor det er Marc Forster, der er endt med at instruere Jakob og Peter Plys.
Allerede i 2004 instruerede den tyskfødte instruktør en film om en mand, der skal bruge barnlig fantasi til at finde sit kald i livet.
Den film hed Finding Neverland, og dengang var det Peter Pan-forfatteren J.M. Barrie, der skulle inspireres til at skrive sit berømte værk.
Denne gang er det en fiktiv figur, Jakob – eller Christopher Robin som han hedder på originalsproget, opkaldt efter Peter Plys-forfatter A. A. Milnes søn – der skal finde tilbage fra voksenlivets arbejdsambitioner og stress til det barnlige eventyrland i Hundredemeterskoven.
På den måde minder Jakob og Peter Plys ikke så lidt om en anden Peter Pan-relateret film, Steven Spielbergs Hook, hvor Robin Williams skulle indse, at han var Peter Pan, der var blevet voksen.
Alt det er en langsommelig måde at forklare, at Jakob og Peter Plys minder om noget, vi har set flere gange før.
Disneys første live-action Peter Plys-film er en solid, anstændig og måske lidt kedelig nostalgisk rejse tilbage til barndommens land.
Der bliver ikke taget mange chancer, når den voksne Jakob skal lære, at det er hans familie og den frie fantasi, der betyder mere end ussel mammon.
Til gengæld er det meget svært at stå for den søde bølge af nostalgi, der igen og igen skyller ud over biograflærredet.
Marc Forster vækker effektivt de ikoniske figurer fra Hundredemeterskoven (Tigerdyret er min favorit!) til live gennem moderne computeranimation, der både er overbevisende og genkendelig.
Det hjælper også at det fremragende stemmeskuespil, i hvert fald på originalsproget, med det samme bragte mig tilbage til Disney animerede Plys-film, der vel nok er den mest kendte inkarnation af den honning-elskende og småfilosofiske bjørn.
Men A.A. Milnes mere sofistikerede bøger ligger også og lurer i baggrunden, i den forsigtigt muntre ærke-britiske tone.
Jakob og Peter Plys tyer nemlig ikke til mange billige tricks i håb om at ramme moderne børn. Den sødt sentimentale Plys-tone kammer aldrig over i voldsom dramatik eller heftig action, der ville have ødelagt den skrøbelige stemning.
Ewan McGregor skruer også helt op for de sødt opspærrede øjne i rollen som den voksne Jakob, selvom hans skuespil også har en tendens til at kamme over.
Men Jakob og Peter Plys kunne måske alligevel godt have brugt en mere gribende konflikt.
Der er aldrig den mindste smule tvivl om at Jakob nok skal vende tilbage til sine bløde venner, og med en spilletid på en time og tre kvarter bliver den enkle historie måske lige adstadig nok.
Og så er der de underligt farvedrænede billeder, der gør Hundredemeterskoven til en overraskende dunkel oplevelse, der får Jakob og Peter Plys til at blegne i sammenligning med sin langt mere visuelt opfindsomme rival Paddington 2.
Men på trods af skavankerne er det nu alligevel godt med hygge at finde i denne tur tilbage til Hundredemeterskoven.
Jacob og Peter Plys er en sød og nostalgisk tur tilbage til Hundredemeterskoven, også selvom den aldrig helt bliver mere end et ekko af sit kildemateriale.
