Mile 22 anmeldelse: Lidt virkelighed i actionfilmen
Nu har instruktør Peter Berg brugt tre film på at putte en lille smule actionfilm ind i virkelige historier.
De vellykkede Lone Survivor, Deepwater Horizon og Patriot’s Day tog alle udgangspunkt i virkelige – men actionfyldte – historier.
Men Berg trængte åbenbart til en pause fra den opskrift. Nu har han i hvert fald vendt rundt på målestoksforholdet.
For Mile 22 putter en lille smule virkelighed ind i en ren actionfilm.
Men det er heldigvis stadig relativt vellykket.
Virkeligheden i Mile 22 – det lidt der er af den – kommer fra brugen af droner, overvågningsudstyr og andet militært isenkram.
Den slags kan de nemlig godt lide i den tophemmelige CIA-enhed som Mark Wahlbergs James Silva er leder for.
Det er den slags enhed, der er så tophemmelig og skånselsløst brutal, at medlemmerne skal sige op fra CIA, hver gang de for alvor går i aktion. “Capture to kill?” spørger de i headsettet i filmens veloplagt brutale åbningsscene inden de henretter tilfangetagne russiske efterretningsagenter.
Hvis den slags prikker ubehageligt meget til dit indre politiske barometer, så er Mile 22 næppe noget for dig.
Peter Berg synes nemlig bare, at den slags er action-films cool, og han har lavet en film, der drypper af vellyst over brutalitet og militært isenkram.
Mile 22 er en film, der er så stopfyldt med testosteron, at man kan lugte det helt ned til bagerste række, også selvom halvdelen af skuespillerne forfriskende nok er kvinder.
Men Berg giver heldigvis ikke meget tid til at stoppe og tænke over de politiske implikationer. Inden længe skal Wahlbergs enhed eskortere en person fra den amerikanske ambassade i et fiktiv land i Asien, til et ventende fly 22 mil væk.
Og så går det ellers over stok og sten, i så kaotisk højt et tempo, at det er svært ikke at blive revet med.
Wahlberg er i røvhuls-mode som den konstant råbende Silva, og han er altid mest underholdende, når han får lov til at være gnaven.
Det er han i Mile 22, og han har rigeligt at være gnaven over. For alverdens bad guys forsøger selvfølgelig at hindre Wahlberg og co. i deres mission.
Bad guys med knive, med raketkastere og på sorte motorcykler. Bad guys i alle varianter.
Mile 22 føles lidt som et forlænget afsnit af serien 24 med Wahlberg i rollen som Jack Bauer, og det hele er så veloplagt tempofyldt, at der ikke er tid til at stoppe op og tænke over, hvor fjollet det er.
Peter Berg instruerer som en slags baby-udgave af Michael Bay eller måske Tony Scott, med konstante skift til droneoptagelser og overvågningsvideoer, der hele tiden holder Mile 22 visuelt interessant.
Desværre instruerer Berg også actionsekvenserne på samme måde, og det er unægteligt ærgerligt, når både Iko Uwais og Ronda Rousey er på rollelisten.
Actionstjernen Uwais får ellers mulighed for at folde sine evner i kampsporten Silat ud, men slåskampene destrueres næsten fuldstændig af Bergs fragmenteret kaotiske filmsprog.
Det er en kæmpe skam, særligt i betragtning af at Berg er tydeligt inspireret af Uwais største rolle i The Raid-filmene. Så inspireret, at han lader en stor del af Mile 22 finder sted i et lejlighedskompleks.
Men Berg er ikke i nærheden af at levere action i samme liga, og faktisk handicapper hans filmsprog både Uwais og MMA-kæmperen Ronda Rousey.
Det trækker unægteligt ned.
Mile 22 kompenserer heldigvis lige akkurat nok for de lunkne actionsekvenser med sit ustoppeligt høje tempo og barnlige fascination af soldater-action.
Til tider føles Mile 22 som et vellykket forsøg på at lave en Call of Duty: The Movie.
Men hvis Berg fortsat vil lave mere actionfilm end virkelighed, så skal han altså en tur tilbage på action-skolebænken.
Mile 22 sætter aldrig farten ned, og resultatet er det meste af tiden eksplosivt underholdende, også selvom Peter Berg måske ikke er den mest ferme action-instruktør i verden.
