Faces Places anmeldelse: Forbandet hyggeligt
Det er sgu så forbandet hyggeligt det hele.
Den berømte – ærlig snak: jeg kendte ham ikke – gadekunstner JR tager sammen med den aldrende filmskaber Agnés Varda – ærlig snak: hende kendte jeg godt – ud i det franske landskab for at lave et kunstprojekt – og en film, selvfølgelig.
Og de er altså bare hyggelige de to.
Den ene en hip, ung, gadekunstner der aldrig tager sin solbriller af. Den anden en gammel, kulørt filmskaber med tofarvet hår.
Sammen tager det umage makkerpar gennem det solbeskinnede franske landskab med et kunstprojekt, hvor de tapetserer enorme billeder af almindelige mennesker op på forskellige bygninger.
Projektet er lige så hyggeligt som hovedpersonerne.
Det bringer de to i kontakt med minearbejdere, havnearbejdere, helt almindelige servitricer og alt muligt andet.
Det er sådan set fint og hyggeligt alt sammen.
Men også ret intetsigende.
Efter de første fem tapetserede billeder, følte jeg ligesom, at jeg havde set, hvad det projekt kunne føre med sig. Og den Driving Miss Daisy-agtige charme mellem de to hovedpersoner kan heller ikke helt bære filmen i sig selv.
Det ved JR og Varda egentlig godt, tror jeg. Af samme grund forvandler de også filmen til et halv-portræt af Varda selv, men heller ikke det kommer rigtigt i dybden.
Et par overvejelser om hendes høje alder kontra JR’s ungdom er, hvad det bliver til.
Deres tilgang til Faces Places kan nok bedste beskrives med et fransk udtryk: ‘laissez-faire’.
Filmen driver langsomt, hyggeligt og tilfældigt frem uden det helt store overblik.
Resultatet minder mere om et af den slags ‘landet rundt’ TV-programmer, der altid dukker op om sommeren, og havde nok også gjort sig bedre i mindre bidder.
Til sidst sker der endelig noget. Varda bestemmer sig for at besøge sin gamle ven Jean-Luc Godard.
Varda er selv en slags forløber til den franske nybølge, men forskellen fra hende og Godard afslører sig soleklart.
Med et enkelt greb saboterer Godard den muntre stemning i Faces Places, endda helt uden at vise sit ansigt.
Nybølgens møgunge er stadig ikke til hygge.
Men det er JR og Varda tydeligvis, og jeg tror da også de har haft det både hyggeligt og sjovt med at optage Faces Places. Men på den anden side af lærredet bliver det altså lidt intetsigende i længden.
Faces Places er hyggelig, sød og temmelig tom. Den virker mere som lokal-tv end en dokumentar af en af den franske nybølges forløbere, også selvom de to hovedpersoner unægteligt er charmerende.
