Loving Vincent anmeldelse: Vild med van Gogh

Hvor meget du kommer til at sætte pris på den oscarnominerede animationsfilm Loving Vincent, afhænger af to ting.

Den første er, hvor meget du holder af Vincent van Gogh, både som historisk figur og som kunstner.

Loving Vincent gentager fortællingen om van Gogh som verdens mest underkendte kunstner; i hvert fald mens han levede.

Kun et enkelt maleri fik den excentriske kunstner solgt, inden han tragisk begik selvmord i en alder af 37.

Det er en trist historie, men den har også noget mytisk over sig – især van Goghs senere betydning for kunsten taget i betragtning.

Mindre mytisk bliver kunstnerens historie ikke af hans død.

Et selvudført skud i maven blev hans endeligt, efter 30 lange og blødende timer i sengen. Men skød den sårbare kunstner virkelig sig selv, eller var det en anden, der stod bag?

Det er i det spørgsmål Loving Vincent tager sit udgangspunkt. Filmen går til van Gogh som en slags mordmysterie.

En ven af van Gogh sender sin søn – Armand Roulin – til gerningsstedet i Auvers i håb om at finde ud af, hvad der skete.

Som en anden privatdetektiv afhører han en række forskellige personer, der kendte kunstneren mens han levede. I ren Citizen Kane-stil har de selvfølgelig forskellige indtryk af van Gogh, men hvad er mon sandheden?

Loving Vincent former sig derfor som en lang række samtaler, krydret med sort-hvid flashbacks af Vincents liv. Det holder desværre publikum lidt på afstand af kunstneren selv, der mere bliver en mytisk gåde end et egentlig menneske.

Til gengæld er alle de relativt mange roller befolket af stærke skuespillere, der puster liv i den ellers lidt støvede dialog.

Men rigtigt gribende bliver det aldrig.

Med mindre – som sagt – at du altså er stor van Gogh fan, og så ved du jo nok det hele i forvejen.

Men det er egentlig heller ikke det, der er det store tilløbsstykke i Loving Vincent.

Det er filmens stil til gengæld.

Loving Vincent er nemlig animeret af intet mindre en 65000 oliemalerier skabt af over 150 kunstnere fra hele verden. Filmen er, så vidt jeg ved, den eneste animerede spillefilm skabt af oliemalerier i filmhistorien.

Resultatet er unægteligt visuelt slående.

Van Goghs billeder vækkes overbevisende til live, og filmen får et flimrende drømmende udtryk.

Billederne i Loving Vincent har en vidunderlig taktil kvalitet, som det ellers normalt kun er stop-motion animation, der kan levere.

Man kan simpelthen se de tykke lag af maling i billederne, og det føles næsten magisk, når det vækkes til live.

Særligt når kameraet bevæger sig igennem filmens rum, er det betagende smukt. Som om det pludselig er muligt at træde ind i den klassiske kunst.

Det har jeg simpelthen ikke set lignende før.

Det visuelle indtryk understøttes flot af Clint Mansells musik, der bringer de følelser, historien mangler.

For rigtigt at sætte pris på Loving Vincent skal du altså være enten van Gogh-fan (fan-Gogh, måske?), eller blive lige så forelsket i filmens visuelle side, som jeg blev.

At historien kunne have været langt mere interessant, og skarpere forbundet til den imponerende stil, det er jeg ikke i tvivl om, men alene for sin stil er Loving Vincent altså værd at se.

Loving Vincent er en unik og betagende visuel hyldest til en af verdens helt store kunstnere. Som sanselig filmoplevelse er den mere end værd at se, også selvom det kniber med at holde dampen oppe som fortælling.