The Florida Project anmeldelse: Den uendelige sommer
The Florida Project er fyldt med følelser, som næsten alle kender fra deres eget liv.
Først og fremmest er den nemlig en overbevisende gengivelse af at være seks år gammel og midt i det, der føles som en uendelig sommerferie.
Den slags sommerferie hvor hver eneste dag er et nyt eventyr, også selvom de foregår nogenlunde indenfor den samme kvadratkilometer.
Men den er også fyldt med følelser, som det måske ikke er de fleste, der kan relatere sig til.
The Florida Project finder nemlig sted i et mildt sagt enestående miljø.
Området omkring Walt Disney World i Florida er dybt afhængigt af turismen fra den enorme forlystelsespark. Af samme grund er det forvandlet til et helt bogstaveligt kulørt udvalg af moteller og turistfælder, der tilbyder et mere budgetvenligt alternativ til at bo midt i Disney-drømmen.
Men de billige priser gør det også til et oplagt sted for mange af USA’s allermest fattige at opholde sig i kortere eller længere tid. For 35 dollars om dagen kan man få tag over hovedet.
Det er her en stor del af de såkaldte ‘usynligt hjemløse’ bor. Det er også her vi finder vores lille hovedperson Moonee og hendes unge mor Halley stuvet ind på et af de nedslidte motelværelser.
Sidestillingen af det parcelfarvede og nedslidte discount-disney og den ekstreme fattigdom, virker næsten for overgjort til at være sand. Men det er den. Tjek selv anmeldelserne af det motel, hvor Moonee og Halley bor.
Halley tilbringer sin sommerferie i et miljø, hvor butikker er formet som troldmænd eller isvafler. Hvor en flok traner ligeså nemt kan vandre ind på motelgrunden som en børnelokker kan.
Instruktør Sean Baker og fotograf Alexis Zabe får mest muligt ud af denne surrealistiske verden.
Billederne i The Florida Project er som en slags trailer-trash-Terrence Malick; svævende poetiske og fyldt med ligelige mængder skønhed og forfald.
Det er i denne bizarre verden, Moonee kan boltre sig i sin sommerferie.
Og jeg mener virkelig boltre sig, for der er stort set ingen, der holder opsyn med Moonee og hendes små venner.
Mor Halley er på trods af stor kærlighed til sin datter, cirka lige så følelsesmæssigt moden som Moonee er, og cirka lige så uegnet til at tage vare på hende, som nogen kan være.
Så Moonee har rigeligt tid til ballade, og til at komme i situationer, der fra et voksent perspektiv føles uhyggeligt farlige.
Men The Florida Project er ikke fortalt fra et voksent perspektiv.
Langt det meste af tiden oplever vi verden som Moonee gør det. Forbipasserende trafik er ikke en fare, det er baggrundsstøj, og forladte lejligheder indtaget af narkomaner er bare endnu et eventyr.
Det er betagende flot lavet, og kan bringe selv de hårdeste hjerter tilbage til barndommen.
Sean Baker behandler sine karakterer med stor nænsomhed, og ser aldrig ned på dem eller fordømmer dem. Det er en imponerende bedrift.
Brooklyn Prince er et lille vidunder i hovedrollen, mens instagram-modellen Bria Vinaite får gjort mor Halley – der i andre film ville have været et monster – til en sympatisk skikkelse.
Willem Dafoe er næsten – Caleb Landry Jones dukker også op – det eneste reelt kendte navn i The Florida Project. Men han smelter flot ind med de mere rå ukendte navne som Bobby; den uhyre tiltalende bestyrer af motellet, der er noget nær den eneste, der holder et vågent øje på børnene.
Instruktør Sean Baker lader The Florida Project med en uhyre mængde positiv energi, der gør den både humoristisk og livsbekræftende, på en måde som denne slags socialt bevidste film alt for sjældent er.
Filmen føles løs og improvisatorisk og intenst nysgerrig på detaljerne i hovedpersonernes liv.
Alligevel ender den med at lede op til en hjerteskærende finale, der gør det klart, hvad det hele egentlig handler om.
For folk som Moonee og Halley varer sommerferien aldrig for evigt, og de fortjener langt bedre end at leve i den lange skygge af Disney World.
The Florida Project er et pastelfarvet vidunder af en film. Visuelt slående, vanvittigt humanistisk og dybt bevægende. Sean Baker har både skabt en livsbekræftende film om barndommens glæder, og et arrigt angreb på USA’s enorme sociale problemer.
