Van Gogh – Ved evighedens port anmeldelse: I Van Goghs hjerne

Hvordan kommer man via film ind i en kunstners hjerne?

Det har mange filmskabere efterhånden forsøgt, ikke mindst specifikt med Vincent van Gogh.

Der er åbenbart et eller andet usædvanligt tiltalende ved den hollandske kunstners historie. Måsk er det hans psykiske skrøbelighed eller det faktum at datiden ikke var vilde med hans nu ikoniske malerier.

Måske er det muligheden for at fotografere den natur, som van Gogh var så fascineret af. Eller måske er det den der historie med øret.

Under alle omstændigheder er van Gogh blevet portrætteret utallige gange på film.

Sidste gang var det instruktørerne Dorota Kobiela og Hugh Welchmann, der tog en meget bogstavelig rute mod van Goghs sind, ved at vise hans verden gennem oliemalerier i kunstnerens stil i Loving Vincent.

Så bogstavelig er kunstmaler og instruktør Julian Schnabel ikke.

I Van Gogh – Ved evighedens port søger han i stedet til filmhistoriens egne impressionister, og forsøger at sende publikum ind i van Goghs sind gennem udtryksfuld klipning og rastløst kameraarbejde.

Problemet er bare, at Schnabel virker mere interesseret i at dyrke sin egen stil, end han gør i sin hovedperson.

Og det synd.

Van Gogh - Ved evighedens port anmeldelse
Foto: Scanbox

Pågældende hovedperson spilles nemlig af Willem Dafoe, der tilsyneladende slet ikke ved, hvordan man er kedelig på et lærred.

Med opspærrede øjne forvandler han van Gogh til en psykisk skrøbelig mand, der kun har fat i virkeligheden med det yderste af neglene.

Det er en flot præstation, der i sig selv sørger for at Van Gogh – Ved evighedens port ikke er helt uinteressant.

Men selv Dafoes præstation bliver lidt enerverende i Schnabels selvhøjtidelige stil.

Van Gogh - Ved evighedens port anmeldelse
Foto: Scanbox

Benoît Delhommes solbeskinnede fotografering af det franske landskab er sådan set flot i sig selv. Men den kombineres desværre med Tatiana Lisovkakaias repetitive klaverklimperi på lydsiden, der desperat forsøger at overbevise om filmens kunstneriske værdi.

Dialogstumper gentages i det uendelige, mens van Gogh har lange psykoanalytiske samtaler med sine omgivelser, der lider under mildt sagt unaturlig dialog.

Imens lader Schnabel halvdelen af billedet glide ud af fokus i et forsøg på at lade udtrykket matche sin hovedpersons tilstand.

Men i sidste ende distraherer det desværre bare fra Dafoes præstation, der i sig selv er rigeligt udtryksfuld.

Ironisk nok ender det, der skulle have været et direkte kig ind i kunstnerens sind, med at være ren overflade.

Willem Dafoes fine præstation som van Gogh undermineres desværre af instruktørens egne anstrengte impressionistiske ambitioner.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse


Facebook kommentarer