Blaze anmeldelse: Knuste flasker og knuste hjerter

I rollen som den afdøde sanger- og sangskriver Blaze Foley, leverer Ben Dickey en af den slags debutpræstationer, der er så god, at den næsten kun kan gå en af to veje.

Enten bliver Dickey en skuespiller, vi kommer til at se meget mere til.

Eller også kommer han aldrig til at gøre samme indtryk igen.

For det er næsten umuligt at vurdere, hvor Dickeys vanvittigt naturlige præstation som den alkoholiserede og psykisk ustabile musiker kommer fra.

Måske er det en pragtpræstation fra en kamæleon-agtig skuespiller, eller måske er rollen som Blaze særligt skræddersyer til Dickeys personlige karisma.

Under alle omstændigheder er præstationen som Ben Dickey det cigaretskods-glødende centrum i Blaze.

Dickey er selv musiker, og det giver en fantastisk autencitet, når han flydende kan gå fra sine smårablende udgydelser direkte over i en akustisk performance af en af Blazes hjerteskærende smukke sange.

Skuespiller Ethan Hawke, der selv spiller guitar, instruerer Blaze med god sans for musikken.

Der bliver plads til langt flere musikalske optrædener end den sædvanlige biografiske film. Det giver mening, netop fordi Blaze Foley havde evnen til at udtrykke sit inderste gennem musikken.

Fra at være en lidt brovtende John Mogensen-agtig type, som man næsten kan lugte gennem lærredet, forvandles Blaze pludselig til en følsom poet, når fingrene bevæger sig over strengene.

Som udlagt af Blaze kommer den følsomhed især frem, da han forelsker sig i den noget yngre Sybil Rosen.

Rosen har skrevet den bog, som danner rygraden i Blaze, men hun spilles ikke altid lige heldigt af Alia Shawkat – især kendt fra Arrested Development.

Hendes lidt kluntede præstation blegner simpelthen i sammenligning med Dickeys hypernaturalistiske spil.

Men det laver nu ikke mange huller i Blaze.

Hawke bruger den idiosynkratiske og selvdestruktive Blaze til at udforske kunstnerens passion, og dens ofte ødelæggende effekt på de nære relationer.

Det fungerer, også selvom spilletiden ikke helt kan klare at kommer over de to timer, uden at Blazes selvdestruktive adfærd og håbløse kærlighed begynder at blive gentagende.

Men med hjælp fra Steve Cossens varme billeder og meditativ klipning af Jason Gourson har Hawke alligevel skabt en film, der viger uden om de fleste af biografiens største faldgruber, og som åbenlyst er Hawkes bedste som instruktør.

Bag det hele banker et blues-hjerte, og et budskab om at alle har deres egen smertelige historie, der slås igennem i en smågenial afslutning.

Vi har alle sammen lidt Blaze i os.

Blaze er en billedskøn og musikalsk rejse ind i en plaget mands sind, og afslører Ethan Hawke som en mere end solid instruktør.