Valhalla anmeldelse: Et dunkelt eventyr

Instruktør Fenar Ahmad virker som en af den slags filmskabere, der langt hellere vil sigte mod månen og styrte flammende ned i baghaven, end han vil beholde benene trygt på jorden.

Ahmads mest beskedne spillefilm hidtil, er noget så atypisk i dansk film som en underdog-historie om en håbefuld rapper.

Og instruktørens sidste film, den fremragende Underverden, var en hårdkogt hævnhistorie med kant fra virkeligheden, der endte som dansk filmhistories bedste actionfilm.

Så selvfølgeligt sigter han med film nummer tre endnu højere.

Hvorfor ikke filmatisere en Danmarks mest elskede tegneserier, Valhalla, og samtidig lave en røvsparkende moderne fantasyfilm om de nordiske guder.

Nåh ja, uden selvfølgelig at glemme den storsælgende og elskede tidligere filmatisering i animationsform, der efterhånden er nostalgisk arvesølv for flere generationer.

I den optik er det imponerende i sig selv, at Ahmad ikke fuldstændigt brækker halsen på projektet.

Men i lyset af instruktørens tidligere film er det altså også svært ikke at være bare lidt skuffet over det endelige resultat.

For Valhalla er på trods af sine mange kvaliteter ikke en entydigt vellykket film.

Men som med Fenar Ahmads andre film er visionen på plads.

Og visionen er et gennemført, gravalvorligt og gritty take på Peter Madsens ellers så kulørte tegneserie.

Faktisk fejler Valhalla ikke så meget fordi, den ikke kan leve op til sine egen vision, men fordi visionen muligvis er en grundlæggende fejltolkning af stoffet.

For som set gennem den dygtige fotograf Kasper Tuxens ofte forvrængende linse er Valhalla-universet blevet til en farvedrænet eventyrverden, der er mere The Revenant end den er Ringenes Herre.

Guderne lever næsten endnu mere usselt end menneskebørnene Røskva og Tjalfe og det visuelle sprog er ualmindeligt dunkelt og klaustrofobisk.

Det hele føles mere som en intens overlevelseshistorie end en fortælling om magi og guder.

Det er gennemført, men desværre også gennemført kedeligt og for ofte er billedsiden så sparsommeligt lyssat og dystert farvejusteret, at det er svært overhovedet at se, hvad der foregår i filmens ellers imponerende scenografi.

Det dunkle fortsætter også til karaktererne. For i Valhalla er guderne nogle røvhuller.

Roland Møller laver sin bedste Batman-imitation som en brovtende og drikfældig Thor, som det er meget svært at holde med – og til tider overhovedet at tage alvorligt.

Det hele bliver så dunkelt og selvhøjtideligt, at fornemmelsen af magi og eventyr drukner.

Det samme gælder desværre for resten af guderne, som filmen inkluderer på trods af, at de ikke får nok tid til at danne en reel personlighed.

Undtagelsen er Stine Fischer Christensen, der desværre er blevet sadlet med næsten 1:1 imitation af Galadriel – en sammenligning der ikke falder heldigt ud for Valhalla.

Og så er jeg slet ikke nået til den bizarre casting af Sanne Salomonsen i en rolle der underminerer et af den oprindelige tegnefilms bedste øjeblikke.

Og hvorfor Quark-figuren har fundet vej ind i denne ekstremt alvorstunge tolkning af universet er svært at se. Musikproducer Reza Forghani gør sit bedste i rollen, men lidt for tit ligner han bare den voksne mand med falske tænder, som han egentlig er.

Men det største problem er egentlig manuskriptet. Ahmad og manuskriptforfatter Adam August har tydeligt kæmpet med ikke at gøre sproget for gammeldags eller for moderne.

Men Valhalla er desværre endt i en kluntet mellemting, der lader sine unge skuespiller sige ‘Hey!’, og sine voksne skuespillere tumle med ufrvilligt komiske profetier om ‘lysets barn’.

Og fortællingen – der hovedsageligt holder sig til tegnefilmens historie krydret med et par tegneseriens albums – er noget rod om en udvalgt, der måske skal stoppe Ragnarok.

Uklarheden i historiefortællingen virker på et forsøg på at ramme en Guillermo Del Toro-lignende eventyr-mystik, men det ender mere som en alt for mudret og uklar historie.

Valhalla har med andre ord, virkelig mange problemer, og det er så fandens skuffende.

Især fordi filmen også har øjeblikke, hvor den opfylder sit potentiale.

En stemningsfuld intro, med hvad jeg går ud fra er Peter Madsens tegninger, taler med dundrende dyb røst om ragnarok, inden kameraet kameraet flyver gennem tordenskyer til lyden af Jens Ole Wowk McCoys tordnende musik.

Peter Albrechtsens lyddesign får biografsalen til at ryste og filmen til at lyde som om den har kostet 200 millioner i stedet for nogle og tredive.

Og både effekter, kostumer og scenografi er af en standard, som dansk film slet ikke er vant til.

Thors hammer er imponerende realiseret, og den blanding af praktiske og digitale effekter, der vækker bifrost til live, nærmer sig filmmagi.

Men inden længe er Valhalla desværre tilbage i endnu en dunkel grotte med alt for alvorlige skuespillere og alt for tung dialog.

Alligevel er Valhalla på trods af sine ekstreme ujævnheder stadig værd at se. 

For det er ved Thors hammer ikke hver dag, at filmskabere i dansk film tør sigte så højt.

Valhalla byder på imponerende øjeblikke ulig noget andet i dansk film, men spænder desværre ben for sig selv med sin ekstreme selvhøjtidelighed og mudrede historiefortælling.