Ud og stjæle heste anmeldelse: Billedskøn erindringsrejse

Instruktør Hans Petter Molands filmatisering af Per Pettersons anmelderroste roman Ud og stjæle heste har et hemmeligt våben.

Våbnet er ikke Stellan Skarsgård, der ellers leverer en fremragende forknyt præstation som den aldrende eneboer Trond.

Det er heller ikke debutanten Jon Ranes, der fint spiller den unge Trond i en definerende periode af hans liv i 1948, hvor hans egen seksualitet vækkes, mens hans familie kollapser.

Våbnet er heller ikke Molands egne evner til at gestalte indadvendte maskuline følelser i iskolde landskaber, der peaker tidligt i filmen, da Trond møder naboen Lars i en fåmælt samtale med en fælles fortid ulmende under overfladen.

Våbnet er desværre heller ikke Danica Curcic, der desværre ikke får helt så meget lov til at være en karakter, som hun får lov til at være et objekt for filmens mandlige hovedroller.

Våbnet er heller ikke Kaspar Kaae fremragende og dynamiske musik.

Det er heller ikke Jens Christian Fodstad og Nicolaj Monbergs skarpe klipning, der elegant væver den ældre Tronds liv i 1999 sammen med den yngre Tronds traumatiske men formative oplevelser i 1948.

Og våbnet er desværre heller ikke et manuskript, der læner sig lige nok op af en til tider overforklarende voice-over og trækker historien ud i et måske lidt for adstadigt tempo.

Nej, våbnet er – og jeg vil gerne takke alle der er nået så langt igennem denne irriterende ‘hemmeligt våben’-gimmick – Thomas Hardmeier og danske Rasmus Videbæk bag kameraet.

For sjældent har sne set helt så isnende koldt ud, som det gør i den ældre Tronds forfrosne liv. Og sjældent har Norge set helt så grønt, frodigt og fugtigt ud end under Tronds coming-of-age i 1948.

Billedsiden i Ud og stjæle heste er en uovertruffen fornøjelse, der gør sit bedste for at lade naturen tale for filmens karakterer.

Unge Tronds verden er lavet at tømmer, støvede træhytter og dugget græs, så sanseligt leveret, at publikum kan dufte det.

På den måde får Ud og stjæle heste åbnet op for sin hovedpersons minder på en måde som kun film kan gøre det, og derigennem gjort det samme for publikums egne.

Det gør filmen værd at se i sig selv, også selvom historiefortællingen ikke altid kan følge med den rent sanselige del af erindringsrejsen.

Ud og stjæle heste inviterer med på en sanselig rejse i erindringen og er en billedskøn overførsel fra bog til film.