Tillsammans 99 anmeldelse: Den kyniske humanist
Efter min mening er Lukas Moodysson en af de største filminstruktører fra norden nogensinde.
Lige siden han bragede igennem med den geniale Fucking Åmål har Moodysson leveret film, der ikke helt ligner nogen andres.
Med et på en gang nysgerrigt og naturligt kamera har han udforsket menneskers selvmodsigende trang til frihed og tilbøjelighed til at holde sig selv og andre fanget.
Det har han gjort med en uforlignelig sans for humor og med en evne til sammen med sine skuespillere at skabe filmkarakterer, der føles som ægte mennesker.
Og så har jeg ikke engang nævnt instruktørens geniale brug af musik: Alene I Want to Know what Love Is i Fucking Åmål og Mein Herz Brennt i Lilja 4-Ever er ikoniske nok til en hel karriere.
Men det vigtigste er nok den personlighed Moodysson fylder sine film med. De føles som personlige beskeder direkte fra instruktøren til sit publikum.
Det gælder også for Moodyssons første efterfølger Tillsammans 99, der vender tilbage til kollektivet fra Tillsammans 20 år senere.
Denne gang føles det helt bogstaveligt som om Moodysson har skrevet et brev til sit publikum komplet med håndskrevne beskeder i filmens start og slutning, der byder på lige dele selvironisk og dybfølt livsvisdom.
Det er en uhørt fornøjelse igen at være i instruktørens favn i biografen, men ikke mindst også at møde karaktererne fra Tillsammans, der 20 år senere stadig er lige sjove (både frivilligt og ufrivilligt) og lige selvmodsigende.
Tillsammans 99 er nemlig både på godt og ondt en efterfølger.
Eller, på ondt er måske så meget sagt, for min eneste egentlig anke ved Tillsammans 99 er, at den er mere af det samme fra den oprindelige film.
Men når den oprindelige film er en hylende sjov, rørende og gennemhumanistisk komedie, så er det svært rigtigt at klage.
De tilbagevendende skuespillere — og de fremragende nye — forsvinder som altid hos Moodysson så langt ind i deres karakterer, at det er umuligt at se skuespillet.
Og Tillsammans 99 byder på så mange komiske højdepunkter, at jeg sjældent stoppede helt med at grine.
For filmen har samme blidt kritiske blik på sine håbefulde venstreorienterede drømmere, hvis liv 20 år senere ikke nødvendigvis er gået helt som deres idealistiske yngre udgaver havde drømt om.
Men det helt særlige ved Tillsammans 99 er Moodyssons sædvanlige adelsmærke. Han har en særlig evne til at se menneskehedens svagheder og alligevel elske dem ubetinget.
Klasseskel, kønskamp og halvhjertede politiske drømme må vige.
I sidste ende er hovedpersonerne bare længselsfulde og smådumme dyr, der higer efter fællesskab og ved langt mindre end de selv tror. Præcis som alle os andre uperfekte mennesker.
Det får Moodysson slået igennem i en rørende og personlig afslutningsbesked, som hos andre kunne virke bastant, men her bare rammer plet.
Ingen har den helt samme kombination af stor kærlighed til individer og stor kynisme for menneskeden som Moodysson.
Et varmt, hylesjovt og gennemhumanistisk kærestebrev til alle os længselsfulde og helt igennem uperfekte mennesker.
