Three Billboards Outside Ebbing, Missouri anmeldelse: Den rette tone

Nogle instruktører kan bare det der med at balancere en films tone; eller måske rettere ubalancere en films tone.

Det er imponerende at lave en stilren film, der benhårdt satser på en gennemført stemning. Men de fleste af mine favoritfilm findes blandt de, der formår at ændre en films tone så hurtigt som en rutschebane i fuld fart.

Den gyldne standard er for mig Quentin Tarantino. Han kan variere de følelser en film vækker ekstremt drastisk – til tider fra den ene kameraindstilling til den anden – det ene øjeblik er jeg fyldt med rædsel, det næste er jeg færdig af grin og pludselig græder jeg.

At være i stand til det uden at en film reduceres til en forvirret omgang rod, er en stor kunst.

Med Three Billboards Outside Ebbing, Missouri demonstrerer instruktør og manuskriptforfatter Martin McDonagh, at han hører til i samme liga som Tarantino.

Netop Tarantino kommer du nok til at se Three Billboards Outside Ebbing, Missouri rigeligt sammenlignet med. Men udover den overraskende og varierede brug af vold, så er filmen faktisk ikke nær så ‘Tarantinoesque’ som McDonaghs tidligere film. Den fantastiske In Bruges og den næsten Tarantino-parodiske Seven Psychopaths.

I begyndelsen af filmen føles det faktisk mere som om McDonagh er i Coen-brødrene territorie, men Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er helt sin egen.

Det er selvfølgelig svært ikke at tænke på det berømte instruktør-makkerpar, i en film hvor Frances McDormand spiller den handlekraftige hovedperson i en lille amerikansk by.

Men McDormand er langt fra den venligt stålsatte betjent Marge Gunderson fra Fargo, der vel nok indtil nu er hendes mest ikoniske rolle. I Three Billboards Outside Ebbing, Missouri spiller hun den benhårde Mildred Hayes.

Med kort hår, bandana og overalls er Mildred typen, der ikke er bange for at kalde et røvhul for et røvhul. Faktisk er McDormand så barsk i rollen, at den nemt kunne være gået til en yngre Clint Eastwood.

Men under den rå overflade gemmer sig et knust menneske. Mildreds datter er nemlig blevet myrdet, og det lokale politi er stadig ikke på sporet af morderen. Men Mildred er mildest talt ustoppelig, og hun lejer tre store reklameskilte – såkaldte billboards – uden for Ebbing.

Hvad der præcis står på skiltene, vil jeg ikke afsløre her. Men Mildred stiller politiets manglende resultater til offentligt skue, og anklager direkte den lokale politichef Chief Willoughby.

Det fik selvfølgelig mig til at tænke, at resten af filmen skulle være en kamp mellem den idealistiske Mildred og en rigtig narrøv af en politichef.

Men Three Billboards Outside Ebbing, Missouri nægtede konstant, at gå den vej jeg forventede.

Chief Willoughby er nemlig spillet af en oplagt Woody Harrelson. Harrelson bruger sin naturlige charme til at gøre betjenten til en uhyre sympatisk mand. Willoughby er højt skattet i lille Ebbing. Den bitre Mildred bliver derfor ikke ligefrem populær af at sætte skiltene op.

Særligt ikke hos betjent Dixon, der er en mildest talt indskrænket, racistisk og brutalt voldelig betjent, for hvem Willoughby er en slags faderfigur; eminent spillet Sam Rockwell.

Dixon ser sig derfor sur på Mildred, der stadig jager sin datters drabsmand. Intet af det udvikler sig på nogen måde, som du forventer.

Uforudsigelighed er nemlig filmens største styrke.

Karakterer som man tror man ved hvor man har, får konstant nye komplekse dimensioner. Samtidig river tragiske hændelser plottet – og publikums følelser – rundt i manegen.

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er på en gang hårdtslående tragisk drama om mord, seksuelle overgreb, institutionel racisme og familie, men den er også lårklaskende sjov.

Det skyldes selvfølgelig primært McDonaghs fantastiske dialog, der skaber absurd levende og nuancerede karakterer. McDonaghs baggrund som teater-forfatter fornægter sig ikke. Dialogen har teatralsk kant, men forbindelsen til virkeligheden mistes på magisk vis aldrig.

Bag dramaet og komedien lurer truslen om vold, og en dybfølt advarsel om hvor meget ondt utæmmet vrede kan føre med sig, og hvor vigtigt, men svært, tilgivelse er. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri byder på oprigtigt chokerende voldelige scener midt i sin store genre-farvelade.

McDonaghs instruktion er selvsikker og overbevisende, og castet er næsten uforståeligt godt. McDormand leverer en sand pragtpræstation som Mildred. Hun er skarpt forfulgt af Rockwell, der både får lov til at være latterlig klovn og dybt intimiderende voldspsykopat.

Men overalt er der fyldt med fremragende skuespillere. Jeg troede kun Caleb Landry Jones kunne spille røvhuller efter Twin Peaks og Get Out, men i denne film er han måske den mest sympatiske.

Der bliver også plads til John Hawkes som Mildreds voldelige eksmand og Clarke Peters som badass politichef.

Nåh ja, og glem ikke Peter Dinklage. der får plads til en rørende monolog. Og hvad med Abbie Cornish som Willoughbys lidende kone?

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri har en overflod af talent.

Det hele leder op til en tankevækkende slutning. En slutning der næppe bliver en crowdpleaser, men som spøger stadig i baghovedet hos mig.

Denne film har simpelthen ikke en eneste falsk tone.

Er årets bedste film landet allerede i januar? Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er i hvert fald en af mine nye personlige favoritter. Her er grin, gråd, rædsel og tårer, i en film der konstant drejer til højre, når du tror den drejer til venstre. Frances McDormand brillerer i hovedrollen, men det er kun en af tusind grunde til at Three Billboards Outside Ebbing Missouri er en uundværlig filmoplevelse.