The Venerable W. anmeldelse: Ondskaben i den orange kåbe

Ikke alle religioner er lavet lige. Eller sådan betragtede jeg det i hvert fald, inden jeg så dokumentarfilmen The Venerable W..

Ekstremisme, undertrykkelse og terror kan sagtens være forbundet til islam og kristendom, men det er nok de færreste, der forbinder de kåbeklædte, fredselskende munke fra buddhismen med den slags.

Det er ikke desto mindre præcis det, der er tilfældet, med den buddhistiske munk Ashin Wirathu – titlens ‘venerable W.’.

Wirathu er en klassisk hadprædikant i en ellers fredselskende religions klæder. Han er centrum i The Venerable W. og den centrale leverandør af filmens – desværre begrænsede – fascinationskraft.

Wirathus offer er Rohingyaerne; det forfulgte folkeslag i Myanmar.

Gennem interviews med Wirathu selv afslører instruktør Barbet Schroeders den hadefulde retorik, fra en munk der er lige dele populist, nationalist og racist.

Den slags er der uhyggeligt meget af, men når ordene kommer fra en munk i et land hvor den slags har særstatus, så følges ordene op af handling.

Det får publikum bekræftet gennem mængder af arkivoptagelser – ofte optaget med mobiltelefon – der viser de brutale resultater, Wirathus hadefulde udgydelser har, for muslimer og Rohingyaer i Myanmar.

Det er hård og blodig kost, men desværre også uden den nødvendige kontekst, der gør de brutale billeder til mere end ren chokeffekt.

Det vigtige og fascinerende emne i The Venerable W. hæmmes nemlig noget af en rodet fortalt dokumentarfilm, der har svært ved at skabe en rød tråd i sin fortælling.

Ekspertinterviews, grynede optagelser fra virkeligheden og forvirrende landkort moses sammen i en pærevælling, som det altså kræver en stor indsats at følge med i, hvis man ikke i forvejen er yderst velbevandret i Myanmars geopolitiske historie.

The Venerable W. er underligt rodet klippet og fremstår desværre ofte mere desorienterende end egentligt informerende.

Som om filmskaberne har haft svært ved at strukturere deres materiale.

Hvorfor Schroeder for eksempel først ved slutteksterne introducerer sine hovedpersoner, er et gådefuldt mysterie.

En nuttet buddhist-stemme agerer fortæller og lige lovligt åbenlys kontrast til Wirathus bombastiske udtalelser.

Mod slutningen af filmen finder Schroeder et øget fokus i genfortællingen af nyere tids forfølgelse af Rohingyaerne, og interviewene med Wirathu rummer unægteligt en skræmmende fascinationskraft.

Men det forstyrrende emne fortjener altså en film, der er bedre fortalt.

Rodet klipning og et flagrende fokus spænder desværre ben for den fascinerende og dybt forstyrrende historie om en buddhistisk hadprædikant.