The Sparks Brothers anmeldelse: Ægte fan

Jeg var fan af Sparks, før de var populære!

Eller, nej, det er løgn. Men jeg ville ønske jeg var.

Faktisk havde jeg slet ikke hørt om Sparks, før jeg så The Sparks Brothers.

Men Edgar Wrights dokumentar om de musikalske brødre Ron og Russel Mael er så effektiv en fanmaskine, at jeg ville ønske, at jeg havde kendt Sparks i årevis.

The Sparks Brothers føles, som når en ivrig ven til en fest engageret prøver at overbevise dig om, at deres favoritband også burde være dit.

I det her tilfælde er vennen så bare en mesterinstruktør bag en stor portion af det 21. århundredes bedste film. Så hans argumenter er muligvis lidt mere overbevisende.

Faktisk passer instruktør og materiale så godt til hinanden i The Sparks Brothers, at det er svært at vurdere, hvor det ene ophører og det andet begynder.

For de to gådefulde brødre fra Californien har siden 1971 leveret 25 albums fyldt med en genial kombination af åbenhjertige følelser og afstandstagende ironi. Popkulturel kritik og dans-for-fanden beats.

Komplekse temaer og fladpandet humor. Teknisk virtuositet og forfriskende simplicitet.

Lige sådan cirka som Edgar Wrights film.

Som Wright-fan er det ikke svært at se slægtskabet, og Sparks og Wright passer da også sammen som jordbær og fløde.

The Sparks Brothers er et vanvittigt underholdende ridt gennem de to brødres, ja, vanvittige karriere.

Wright krydrer den sædvanlige blanding af talking heads og arkivmateriale med op til flere forskellige typer animation, gentagende jokes hvor sproglige metaforer realiseres visuelt og selvfølgelig en rytmisk og rasende hurtig klipning, der får de 2 timer og 20 minutter til at flyve afsted.

Målet er at skabe nye Sparks fans. Og det lykkes.

Wright lader de to aldrende herrer beholde deres mystik, med kun enkelte kig ind i privatlivet, imens musikken og anekdoterne om dens skabelse fører an.

Og der er nok historier at tage af. Fra et falleret filmprojekt med Jacques Tati til et radiospil om Ingmar Bergmans fiktive tur til Hollywood.

Sparks er næsten for vilde til at være sande.

Og pludselig blandt alle løjerne har et portræt samlet sig af to ukuelige kunstnerer med sjældent høj integritet.

Sparks svigter aldrig deres egen muse til fordel for nem succes.

Til gengæld virker deres kreativitet ustoppelig, og netop de mange forskellige ideer ender måske som filmens eneste lille akilleshæl.

Der er næsten for meget at fortælle til en enkelt film.

Men det er en meget lille klage, når man konfronteres med så ustoppeligt underholdende en dokumentarfilm.

Og både Wright, Sparks og deres dedikerede fanbase holder heldigvis armene åbne for os nykommere.

Det er aldrig for sent at blive Sparks-fan.

Et sprudlende festfyrværkeri af en dokumentarfilm. Føles som en ven, der anbefaler sit favoritband med den afgørende forskel, at vennen er mesterinstruktør.