The Mule anmeldelse: Roadtrip med Eastwood

Earl Stone må være en af de absolut mest skrøbelige roller Clint Eastwood har påtaget sig i sin 64 år lange karriere som skuespiller.

Som mange af Eastwood rolle er Stone en gammeldags mandemand. Men i modsætning til de fleste af Eastwood roller er der næppe nogen, der ville se den 90-årige blomsterelskende charmør Earl Stone som en trussel – eller bare som tilnærmelsesvis intimiderende.

Netop derfor er han det perfekte valg som narkosmugler for et mexicansk kartel. Ingen vil mistænke Earl for at have flere hundrede kilo narko i bagagerummet på en køretur gennem USA.

Og da Earl mister sin plante-forretning til det fordømte nymodens internet, siger han ikke nej til en ny indbringende indtægtskilde.

Han er en fascinerende Eastwood-karakter ham Earl. Løst baseret på en virkelig aldrende narkosmugler leverer Eastwood en flot præstation, der ikke viger tilbage for at udstille skuespillerens egne 88 år på det store lærred.

Earl – eller måske Eastwood – trækker fødderne langsomt over jorden og ser ud, som om en stærk vind kunne vælte ham.

Men det er trods alt også ved at være 27 år (?!) siden, at Eastwood for første gang spillede en mand, der for alvor var forbi sin udløbsdato i højdepunktet som instruktør; den mesterlige Unforgiven.

The Mule anmeldelse
Foto: SF Studios

Eastwood indtager også rollen som instruktør på The Mule, men det går desværre ikke helt så godt som skuespillet.

Den stærke hovedrollepræstation er nemlig desværre fanget i en film med et mildt sagt ujævnt manuskript og til tider underligt sløset instruktion.

The Mule fungerer egentlig bedst som en slags dramakomedie, der sender den håbløst gammeldags Earl ud på de moralsk anløbne ture gennem USA med lasten fuld af narko og gamle croonere i bilradioen.

Men den vil også meget gerne være et bevægende familiedrama.

Det fungerer kun til dels. Mest i de tilsyneladende delvist biografiske elementer, hvor instruktør Eastwood lader sin egen datter spille Earls svigtede datter.

The Mule anmeldelse
Foto: SF Studios

Men der går voldsom sødsuppe i et manuskript, der ikke stoler nok på sit publikum.

Konstant skal følelser og temaer forvandles til gumpetunge dialog skåret i pap.

Endnu værre bliver det, når The Mule vil være krimithriller.

Eastwood forfalder til en ufrivillig morsom repræsentation af det mexicanske narkokartel. Bikiniklædte babes – som både Earl og instruktør Eastwood måske er lidt for fascinerede af – vandrer rundt i en enorm hvidkalket villa, mens gangsterne bærer guldbelagte maskingeværer.

Det havde til nøds passet ind i en 30 år gammel actionfilm.

The Mule anmeldelse
Foto: SF Studios

Imens jagter en søvngænger-agtig Bradley Cooper – der åbenbart har svært ved at lægge Sam Elliot-imitationen fra A Star is Born fra sig – som FBI-agent narkokartellets bagmænd.

Og så kan Eastwood selvfølgelig heller ikke undgå at snige sin konservative politik ind ad bagvejen via sin aldrende hovedperson.

Men det politiske budskab er mudret.

Hvor meget heltehylder Eastwood den delvist sociologiske og helt forældede Earl, og hvor meget har han ondt af ham?

Det hele ender desværre som et middelmådigt miskmask.

Og det er synd, for Eastwood leverer en stærk og underholdende præstation i hovedrollen.

En præstation der fortjener en bedre film og som skiller sig ud i en i forvejen ikonisk karriere.

Skuespilleren Eastwood svigtes af instruktøren Eastwood i en film, der snubler i sin egen historiefortælling.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer