Studio 666 anmeldelse: En stolt tradition?

Jeg kunne godt fristes til, at kalde det en stolt tradition Studio 666 slutter sig til.

Men det er nok mere bare en tradition.

Studio 666 er ubetinget en af den slags film, hvor musikere spiller sig selv på et gakket filmisk eventyr. Lad os kalde dem bandfilm.

Siden The Beatles først introducerede genren med A Hard Day’s Night, har det været en genre dømt til kultdyrkelse eller had fra det pågældende bands fans, men sjældent en genre som har produceret reelt gode film.

Det er da sjovt, at kunne sige, ‘Ved du godt, at Kiss var med i en film, hvor de kæmper mod robotudgaver af sig selv i en forlystelsespark?’ eller ‘Kan du huske i Spice World, da en fotograf kravler op gennem Spice Girls’ toilet?’.

Men rent faktisk at kæmpe sige igennem filmene er en anden sag (Ok, Spice World er altså ret sjov).

Nu er det så også muligt at sige, ‘Har du nogensinde set den film, hvor Foo Fighters kæmper mod blodhungrende dæmoner i en stor gammel villa?’.

Men igen er vejen gennem filmen tungere end tanken om den.

Ideen giver ellers mening.

Foo Fighters har altid haft en tendens til at gakke vellykket ud foran et kamera — se bare musikvideoen til Learn to Fly — og forsanger Dave Grohl er en uimodståeligt karismatisk og sympatisk charmebøf.

Så hvorfor ikke låne lidt heavy metal humor fra vennerne hos Tenacious D og smide bandmedlemmerne ind i en okkult gyserkomedie med Grohl i front?

Det lyder godt, og jeg er helt sikker på, at optagelserne var nogle sjove uger for alle involverede.

Men desværre smelter enkeltdelene bare ikke sammen til helt vellykket helhed.

Studio 666 er en film, jeg har mere lyst til at holde af, end jeg reelt holder af den.

Og jeg er endda både stor fan af gyserkomedier, og nok en af de få til den danske pressevisning af Studio 666, der både har set og delvist nydt instruktør BJ McDonnells første spillefilm Hatchet III.

Men det er faktisk især McDonnell, der er problemet.

For han instruerer alt for ofte Studio 666 både fladt og kluntet. Måske endnu værre, så er klipningen næsten ubehjælpelig.

Åbenbart har det været svært at skære fra, for Studio 666 strækker sin spilletid op mod de to timer. Det er et problem, særligt fordi filmens svingende tone og forsøg på humor alt for ofte falder til jorden.

Dave Grohl kan ikke gemme sin charme, men resten af Foo Fighters virker mildt sagt ikke hjemme uden deres instrumenter og med skrevne replikker i munden.

Forsøgene på humor falder næsten konsekvent tungt til jorden, og så bliver der altså hurtigt lang vej gennem en gyserkomedie.

Komikere som Will Forte, Whitney Cummings og Jeff Garlin kigger forbi for at agere støtteben for de stift spillende Foo Fighters-gutter, men McDonnell har ingen ide om, hvad han skal bruge dem til.

Så er der mere sjov i en cameo fra selveste John Carpenter, der også som en vennetjeneste har skrevet filmens tema.

Og der er også morskab i at se Slayer-guitarist Kerry King degraderet til at være Dave Grohls roadie.

Heldigvis er der også enkelte øjeblikke, hvor Grohl rammer plet med humoren. Selvom Studio 666 har meget svært ved at finde ud af om den er ren parodi eller gys med komisk islæt.

Til gengæld leverer McDonnell en række solidt eksekverede og grusomme mord, hvis effekter får udnyttet det sandsynligvis lave budget ganske fint.

Desværre er længderne af hjemmevideo-agtig komik så hårde at komme igennem, at det mindsker højdepunkterne.

Havde Studio 666 brugt hækkesaksen til at trimme film og ikke kun halspulsårer, havde den stået markant stærkere.

30 minutter mindre havde gjort løjerne luftigere og langt mere underholdende.

Men i sidste ende er det bedste ved Studio 666, at den giver mulighed for at sige ‘Ved du godt, at Foo Fighters har lavet en film, hvor Dave Grohl besættes af en rockdæmon?’.

Men helt ærligt, så når bandfilm altså sjældent højere.

Dave Grohl er en charmetrold og de blodige mord fungerer, men Studio 666 har nok været sjovere at optage, end den er at se.