Star Wars: The Last Jedi anmeldelse: Star Wars forventninger
Hvad forventer du egentlig?
Altså, af en Star Wars-film?
Hvad er ægte Star Wars for dig?
Er det mon John Williams berømte musik, der gør det for dig? Det får du i hvert fald i Star Wars: The Last Jedi. Den legendariske komponist leverer varen med et soundtrack, der blander nyt og gammelt og er mixet bedre end tilfældet var i The Force Awakens.
Måske er det universet, du elsker. Det her fjerne fantasy-univers, hvor hvert eneste lys på nattehimlen er et løfte om nye eventyr og forunderlige væsner. Det er tilbage for fuld blæs i The Last Jedi, der finder tid til detaljerne på trods af en langt mere kompleks historie end sin forgænger.
En tur på et intergalaktisk kasino er spækket med gennemførte, søde, skræmmende og mystificerende væsner i hver en afkrog af billedet. Og hvad med de ‘giv-mig-en-i-julegave-nuttede’ Porgs, der allerede er blevet et fænomen inden filmens premiere.
Måske er det ikke væsnerne du elsker, men isenkrammet? X-Wings, Y-Wings, Star Destroyers, speeders, blasters og selvfølgelig lyssværd – eller som en karakter i The Last Jedi på old-school vis kalder dem – lasersværd?
De bringes selvfølgelig til live i The Last Jedi, med alt den styrke kun Hollywood kan mønstre. Alle tænkelige typer effekter bringer Star Wars universet til live som jeg husker det fra de oprindelige film.
Som en verden der ser ud som om den er beboet og brugt, en verden man kunne flytte ind i, hvis bare man lige kunne finde vej til den.
Er det kraften du kommer efter? The Force. Den her universelle kraft, der binder alt levende sammen. Bare rolig. Den fylder meget i The Last Jedi. Filmen leverer al den gåsehudsfremkalende mysticisme du kan ønske dig.
Men instruktør Rian Johnson twister også kampen mellem det gode og det onde. Han komplicerer den. Gråzonerne introduceres til Star Wars uden at universets fortællemæssige glæde forplumres.
Det er en bedrift.
Måske er det dramaet, du mener, er Star Wars’ vigtigste ingrediens. De mytiske Shakespearske historier om fædre og sønner.
De har simpelthen aldrig stået stærkere end i Star Wars: The Last Jedi. Og endnu bedre, nu inkluderer de også døtre.
Det skyldes især at de nye Star Wars-film, med undtagelse af Rogue One, har skabt en af de ting, der nok betyder mest for mig en god Star Wars-film.
Karaktererne.
Rey, Finn, Kylo Ren, Poe Dameron kan alle stå stolt ved siden af den originale trilogis ikoniske karakterer. Objektivt set, er de faktisk nok bedre. De er mere moderne, mere komplekse, mere overraskende, samtidig med at de passer perfekt ind i Star Wars-troperne.
I The Last Jedi udvikles de alle i overraskende retninger, og de får følgeskab af en håndfuld nye karakterer, der er mindst lige så gode.
Det inkluderer to stærke kvinder mere, spillet af Laura Dern og Kelly Marie Tran, der på hver deres måde er med til at twiste synet på den klassiske Star Wars-kamp mellem det gode og det onde.
Og så er der selfølgelig de gamle kendinge. Er det dem du forventer af en god Star Wars-film?
Bare rolig. De er her.
Siden den store – næsten bogstavelige – cliffhanger fra Force Awakens har vi ventet på at se, hvad der er sket med Luke. Det svarer The Last Jedi både overraskende og intenst tilfredsstillende på, understøttet af Mark Hamils klart bedste optræden som alles favorit-Skywalker.
Og så er der selvfølgelig afdøde Carrie Fisher som tidligere prinsesse – nu general – Leia. The Last Jedi er afskeden med den afdøde skuespillerinde.
Leia får lov til at skinne som hun måske aldrig har gjort, selvom det også er en ubetinget bittersød og tårefremkaldende oplevelse at se hendes sidste præstation.
Forventer du, at en Star Wars-film skal følge skabelonen fra de gamle film til punkt og prikke? Det får du ikke helt.
Hvor The Force Awakens næsten slavisk fandt forlæg i A New Hope, så er The Last Jedi ikke en kopi af The Empire Strikes Back.
Der er ganske vist ekkoer af den gamle film i den nye, men instruktør Rian Johnson leger med vores forventninger i historiens udfoldelse.
The Force Awakens var den trygge mundrens, vi alle havde brug for, for at huske hvordan ægte Star Wars smager. The Last Jedi er langt mere vovet og selvstændig i sin etablering af en ny historie.
Forventer du en perfekt film af en Star Wars-film? Det får du ikke. The Last Jedi er spraglet, inkluderer måske for mange karakterer og er måske lidt for lang. Men det er kun fordi dens hjerte er så stort.
Og Star Wars-filmene var aldrig perfekte.
De er bare blevet det i vores hukommelse.
The Last Jedi gav mig mere gåsehud end nogen anden film i år. Flere tårer der pressede sig på. Den gav mig ægte følelser, eventyr og fare for nye og gamle karakterer, som jeg elsker.
Den leverede alt hvad jeg forventede, og gav mig en del, som jeg ikke vidste jeg ville have.
Så kan jeg ikke forvente mere.
Det er egentlig meget simpelt. Star Wars: The Last Jedi er muligvis den bedste film i serien. Den bygger videre på et fænomen, der er så meget mere end bare film, og er på en gang både trofast og vovet i forhold til sine forgængere. Jeg ved ikke hvad Star Wars er for dig, men The Last Jedi er Star Wars for mig.
