Spencer anmeldelse: Ejerskab i andres liv

Spencer er for mig en svær film at omfavne helt.

Pablo Larrains drømmende portræt af Diana Spencer, Prinsesse Diana, Lady Diana, Lady Di — og alle de andre titler hun var kendt under — er en ret fantastisk instrueret film.

Den er fyldt med stemning, fantastisk flot fotograferet, hovedsageligt præcist fortalt og har en gribende præstation fra en stor skuespiller lige i midten.

Men den efterlod mig også med en dårlig smag i munden.

Lad os gemme den dårlige smag til senere, og starte med det gode.

Fra start inviterer Spencer med ind i sit helt eget perfekt realiserede filmiske univers.

Filmen følger Diana i dagene omkring jul, som hun skal tilbringe med sine sønner, William og Harry, og mand, Prins Charles på den britiske dronnings imponerende gods i Norfolk.

Over hende hænger spøgelset af Charles’ affære med en anden kvinde, mens paparazzier hjemsøger hende og den britiske kongefamilie udøver et socialt pres, der ikke kan vejes.

Men det kan den spiseforstyrrelses-ramte Diana, da hun ankommer til godset. Det er en juletradition, at måle gæsternes vægtøgning under julefesten, siger de.

Men for Diana er det endnu et eksempel på den styring og det pres den magtfulde familie lægger på den tabloid-elskede Diana.

Og det får Spencer os til at mærke.

Kameraet glider efter Diana gennem de opulente gange og kamre, som var hun på besøg på Overlook Hotel og ikke et julepyntet historisk gods.

Visuelt er Spencer en slående oplevelse, badet i stemning og med en næsten Kubrick’sk sans for kompositioner. Claire Mathon fortsætter med af folde sig ud som stjernefotograf efter sit arbejde på Portræt af en kvinde i flammer.

Sammen med et stærkt lyddesign, imponerende scenografi og instruktør Larrains sans for iscenesættelse, får Spencer overbevisende leveret Dianas tiltagende trævlede psyke og umenneskelige pres ned til biografsæderne.

Det skyldes selvfølgelig også Kristen Stewarts imponerende præstation i hovedrollen. Hun får hurtigt sluppet uden om den typiske kendisimitation og skabt en oprigtigt rørende karakter, der føler sig fanget af sin omverden.

For Stewart er det en atypisk udadvendt præstation, der for alvor cementerer hende som en af de stærkeste skuespillere i disse år.

Manuskriptet er til tider lidt kluntet i sine tunge symboler, og dialog der føles lige lovligt skrevet, men udførelsen overvinder manglerne.

Og dog.

For så var der lige det der med den dårlige smag i munden.

Spencer har nemlig en noget hyklerisk kerne. Den kaster sig ud i at fortælle tragedien om Dianas liv, om hvordan alle tog ejerskab over hendes liv, og hun kun sjældent fik chancen.

Om det var de royale, paparazzierne (der i sidste ende var medvirkende til hendes død) eller bare alle os almindelige mennesker og vores celebrity-kultur, så var Diana fanget i en verden, der tog ejerskab over hende.

Det er en tragedie.

Men Spencer tager også ejerskab over hende.

Nu er det Stewart, Larrain og manuskriptforfatter Steven Knight, der skal høste anerkendelse ved igen at postulere over Dianas liv.

Har de virkelig ret til at dykke ned i spiseforstyrrelser, selvskade og indre liv endnu engang, hos en person, der aldrig fik fred?

Eller holder Spencer på sin egen mere kulturelt anerkendte måde liv i paparazziernes forfølgelse af Diana Spencer?

De spørgsmål giver mig kuldegysninger, og de sætter en dæmper på de ellers anseelige filmiske bedrifter som Spencer byder på.

Men som filmoplevelse er Spencer unægteligt både betagende og ofte bevægende.

Det er bare nødvendigt at abstrahere fra, at den igen prikker til en kvinde, der ikke engang kan få fred efter sin død.

Kristen Stewart leverer en stor præstation og Spencer er en stemningsmættet rejse ind i en plaget kvindes liv, men mon ikke vi snart skal lade den kvinde være i fred?