Sorry to Bother You anmeldelse: Spraglede tæsk til kapitalismen
Terry Gilliam, Michel Gondry, Wes Anderson og Spike Lee.
De amerikanske anmeldere har haft god tid til at sammenligne instruktør Boots Rileys energiske debutfilm Sorry to Bother You med andre instruktører siden filmen oprindeligt udkom sidste sommer.
Men det er først nu, takket være Cinemateket, at vi danske anmeldere får samme mulighed for at liste alle de inspirationskilder vi kan spotte i Rileys konfetti-eksplosion af en social satire.
Men måske jeg bare skulle springe sammenligningerne over?
Filmanmeldere har det nemlig kun med at liste et væld af andre instruktører, når de har brug for et par klare referencer til at formidle en film, der ikke helt er som nogen andre.
Og selvom Sorry to Bother You er original, så er det ikke fordi det er svært at spotte inspirationen fra andre instruktører i Rileys vildt underholdende collage af en film.
Boots Rileys alternative Oakland, hvor et gigantisk firma, WorryFree, har overtaget størstedelen af arbejdskraften i slavelignende forhold, er nemt at sammenligne med Terry Gilliams dystopiske fremtidsvisioner i Brazil og 12 Monkeys.
Eller måske er den udsyrede historie mere i familie med Fear and Loathing in Las Vegas?
De kalejdoskopiske men alligevel kontrollerede farver vækker i hvert fald minder om Wes Anderson.
Eller måske er det Spike Lee og Do The Right Thing Riley henter sit hyperstiliserede univers fra. Begge instruktører er i hvert fald interesserede i at tale om race på en hårdtslående, men også underholdende måde.
Underholdende er det i hvert fald, når hovedpersonen Cassius Green (jeps, navnet er et ordspil) stiger i graderne i telemarketing-selskabet Regalview og støt og roligt efterlader sin integritet og sin aktivistiske kæreste i støvet, efter han helt bogstaveligt finder frem til sin indre hvide stemme.
Lakeith Stanfield som Cassius og Tessa Thompson havde også passet fint ind i en Spike Lee-film, med deres ungdommelige energi og karismatiske spil.
Men i modsætning til Lee er Riley ikke kun interesseret i at tale om amerikanske raceproblematikker; selvom han leverer en af de mest hårdtslående jokes om race jeg har set længe, da Cassius tvinges til at rappe for sine nye rige venner.
Faktisk er Riley mere interesseret i at tale om defekterne ved et hyperkapitalistisk samfund, der faser menneskeligheden ud af os alle til fordel for kolde kontanter.
Men mest af alt er han heldigvis interesseret i at underholde, og det er det, der gør Sorry to Bother You til en blændende filmoplevelse.
Som når Cassius nye materialistiske livsstil helt bogstavelig bryder ud af den gamle, i den slags DIY-effekter Michel Gondry er kendt for. Eller når en af filmens helt store afsløringer oprulles i bizar stop-motion.
Sorry to Bother You hamrer afsted i et næsten manisk tempo, akkompagneret af et suverænt soundtrack fra instruktørens egen rapgruppe The Coup.
Først mod slutningen da filmens store afsløring, der i sammenligningens navn ville have passet fint ind i en Troma-film, er sendt af sted går luften lidt af ballonen.
Det er som om Riley ikke helt ved, hvordan han skal runde sin spraglede og hyperaktive historie af, og slutningen ender med at være mere en fuser end et kæmpe brag.
Men indtil da er Sorry to Bother You en af de mest forfriskende debuter, siden Charlie Kaufman skrev Being John Malkovich.
Men selvom sammenligningerne står i kø, så er Sorry to Bother You unægteligt en original.
Absurd humor, politiske knytnæver og sindssygt høj underholdningsværdi er ingredienserne i en af de mest forfriskende amerikanske debutfilm i årevis. Gå ikke glip af chancen for at se Sorry to Bother You på det store lærred.
