Smile anmeldelse: Duchenne-smilet

Et rigtigt smil får øjnene med.

Det erfarede neurolog Guillaume Duchenne i midten af 1800-tallet, da han observerede at sande nydelses-smil ikke alene består af muskelsammentrækninger omkring munden, men også øjnene.

Nu kaldes det ægte nydelses-smil Duchenne-smilet, og det er svært at forfalske. For vi mennesker har ulideligt meget træning i at genkende et ægte smil.

Spørg bare alverdens animatorer, der har kæmpet med at skabe overbevisende smil i årevis.

Hvis øjnene ikke er med, så er det nok et høflighedssmil, og hvis øjnene — og tænderne — er for meget med, så er det slet ikke til at stole på.

Og derfor er den simple gyser-gimmick i Smile så effektiv.

Nogen du kender — eller måske nogen du slet ikke kender — sender dig pludselig et alt for stort og helt upassende smil.

Det er sådan helt stenalder-gruopvækkende.

Men desværre er det mindst lige så svært at lave gyserfilm, som at levere et troværdigt falsk smil.

Smile når aldrig rigtig ud over sin simple præmis.

Det skyldes måske nok, at instruktør Parker Finn allerede har leget med det uhyggelige smil i sin populære 11 minutter lange kortfilm Laura Hasn’t Slept.

Som spillefilm er ideen desværre ikke alene blevet mindre skarp, men også en vag imitation af særligt The Ring og It Follows, som filmen stjæler mere fra, end den låner.

Smile udfolder sig nemlig som et klassisk kædegys med en smittende forbandelse og dertilhørende ulideligt forudsigelige plotdrejninger.

Når man så også tilføjer en behandling af psykiske lidelser og barndomstraumer, der er cirka lige så fintfølende som det hvide snit, så begynder resultatet at vakle.

Og det er egentlig synd.

For som filmskaber er Finn ikke uden evner.

Smile fungerer bedst, når ambitionerne kun er at få publikum til at hoppe i sædet, eller spotte hvem den næste klamt smilende tilstedeværelse mon er.

Krydret med oprigtigt urovækkende musik af Cristobal Tapia de Veer, får Smile leveret en håndfuld gode bøh-scener. Håndværket er i orden, og filmteknisk tager Smile ikke altid de nemme løsninger.

Ingen tvivl om at instruktør Parker Finn har potentialet til at levere et helstøbt gys.

Men gysene bliver monotone i takt med, at den forudsigelige fortælling når sit klimaks. Smilet forvandles desværre til et gab, mens den spinkle historie svulmer op til to timers spilletid.

Filmens tone vakler imellem Hereditary-tyngde og Drag Me to Hell-galskab uden at ramme plet med nogen af dem.

Men mellem gyser-godbidderne, som trods alt er til stede selvom de falder med for lange mellemrum, kan man jo så passende øve sig på sit bedste Duchenne-smil i biografmørket.

Prøv at hæve de nederste øjenlåg. Det skulle efter sigende virke.

Smile er ikke uden gysende kvaliteter, men føles for ofte som en langstrakt kopi af bedre film.