Held og lykke, Leo Grande anmeldelse: Emma Thompson fejrer kvinders lyst med sexarbejder

Held og lykke, Leo Grande anmeldelse: Moderne på den gammeldags måde

Held og lykke, Leo Grande føles på en gang forfriskende moderne og støvet gammeldags.

For på den ene side er instruktør Sophie Hyde og manuskriptforfatter Katy Brands film en helt igennem tidsrelevant og forløsende hyldest til særligt kvinders — men sådan set alle menneskers — frie ret til seksuel nydelse.

Og den slags ser vi for sjældent på det store lærred. Særligt i engelsksprogede film.

Historien om den pensionerede skolelærer Nancy der hyrer den unge sexarbejder Leo til en række møder på et hotelværelse, er fyldt med fine velskrevede øjeblikke.

Når Nancy studerer sig selv i spejlet og ikke kan fordrage det meste af det hun ser. Eller når hun beskriver et langt levet liv, hvor hendes lyst altid har spillet syvendeviolin til hendes afdøde ægtemand, så føles Held og lykke, Leo Grande både dybfølt og ægte.

Held og lykke, Leo Grande leverer et troværdigt kvindeligt perspektiv på krop og sex, der sætter sig fast. Det føles forfriskende.

Og så spiller de to hovedpersoner godt.

Emma Thompson er mere end på hjemmebane som den speedsnakkende og neurotiske hovedperson, men det er ofte Daryl McCormack, der løber med filmen som den über-karismatiske og følsomme Leo.

Men desværre er det gode skuespil og forfriskende perspektiv fanget i en film, der føles sært gammeldags sit indhold taget i betragtning.

Selvom manuskriptet er skrevet til lærredet, føles Held og lykke, Leo Grande som et typisk filmatiseret teaterstykke.

Den filmiske fortællekraft er overraskende lav i den grå hotel-scenografi og de TV-agtige billeder. Al den frihed og spræl i livet Nancy finder med Leo, er filmen selv desværre helt renset for.

Det er ordene der skal bære.

Men for ofte føles de desværre sært kluntede. Hverken Nancy eller Leo bliver for alvor overbevisende som dimensionelle karakterer.

De er skabt til at fortælle noget, mere end at være interessante i sig selv.

Lidt for tit forvandles deres ord fra at være karakterernes samtaler til at være manuskriptets tunge bogstaver.

Særligt i filmens sidste del føles personernes handlinger mere som skematisk dramakonstruktion end troværdige begivenheder.

På den måde ender Held og lykke, Leo Grande med af fejle i det specifikke, men sejre på det generelle.

For vi har brug for film, der fortæller historier om kvinders ret til lyst. På den baggrund — og for de fine præstationer — er Held og Lykke, Leo Grande bestemt værd at se.

Jeg ville bare ønske, at den også som film havde været lidt mere moderne.

Gode præstationer og et sympatisk budskab løfter Held og Lykke, Leo Grande, selvom den for ofte føles som stift filmatiseret teater.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer