Scary Stories to Tell in the Dark anmeldelse: Rundt om lejrbålet
Det er lidt en skam, at Scary Stories to Tell in the Dark ikke får premiere til Halloween.
For en mere perfekt Halloween-film, skal man lede længe efter.
Scary Stories to Tell in The Dark byder på en veloplagt parade af hjemsøgte huse, vandrendede døde, skumle hospitals-kældre, lidt for livagtige fugleskræmsler og endnu flere tricks fra bøh-skuffen.
Men det er heller ikke så mærkeligt, hvis Scary Stories to Tell in The Dark føles som en slags greatest hits af lejrbålshistorier.
Producer Guillermo del Toro har nemlig grebet fat i det amerikanske gyser-arvesølv med denne filmatisering af forfatter Alvin Schwartz’ serie af gysende noveller for børn og unge.
Bogserien er mindst lige så kendt – og måske mest – for Stephen Gammells grusomme og kontrastfyldte illustrationer, som den er for Schwartz’ simple men fantastistimulerende indhold.
Det er med andre ord flere generationer af amerikanske børnemareridt, del Toro har kastet sig ud i at filmatisere.
Guillermo del Toro indtager selv rollen som producent, mens instruktionen er overladt til norske André Øvredal.
Det viser sig at være et godt valg.
Øvredal har skabt et energisk hyggegys, der blander den populære Spielbergske børn-på-cykler-på-eventyr med fantasifuldt og effektive rædsler.
Øvredal og del Toro har med held oversat Schwartz’ enkeltstående historier til en sammenhængende fortælling om en bog, hvis grusomme historier vækkes til live.
Måske endnu mere held har de med at fortolke Stephen Gammells ikoniske tegninger til vellykket monsterdesign på film.
Scary Stories to Tell in the Dark byder på en perlerække af veludførte monstre, der med garanti vil levere mareridt til en ny generation af monsterfans, men som også er overraskende effektive for os gamle horror-hunde.
Filmen rammer den helt perfekte lejrbåls-tone og vil gøre sig perfekt til en (u)hyggelig Halloween-fest.
Øvredal mestrede monstermytologi i den fremragende Troldjægeren, og det kommer ham til gode i denne films stærkt underholdende kludetæppe af spøgelseshistorier.
Samtidig forstår Øvredal at bygge en stemningsfuld sekvens op uden alt for mange falske chok.
Men måske lidt ligesom forlægget fungerer Scary Stories to Tell in The Dark bedst på overfladen.
Børnene i centrum for rædslerne bliver aldrig rigtigt mere end flade stereotyper, og når filmen bruger for lang tid på at involvere publikum følelsesmæssigt, ønskede jeg mig mest bare tilbage til de veloplagte gys.
Men de er til gengæld også så veloplagte, at de så rigeligt kompenserer for filmens eventuelle mangler i karaktertegning.
Men jeg håber altså toeren får premiere lidt tættere på Halloween.
Scary Stories to Tell in the Dark føles som den perfekte aften med spøgelseshistorier omkring lejrbålet. Sommerens hyggegys er fyldt med fantasifulde og veleksekverede rædsler.
