Poms – Dans for livet anmeldelse: Endnu en Diane Keaton-film

Der er liv, efter alt håret er blevet groft.

Det beviser Diane Keaton igen, når hun i Poms – Dans for livet er med til at starte en bogklub omkring 50 Shades of Grey, der sætter liv i en række ældre kvinders stagnerende liv.

Vent, det var Book Club.

Denne gang starter Diane Keaton en livsbekræftende cheerleader-gruppe for senior kvinder.

Men resultatet er desværre lige så lidt livsbekræftende som Book Club, eller en tur i IKEA for den sags skyld.

Manuskriptet gør ellers sit bedste for at sætte tingene på spidsen, når Diane Keatons kræftramte Martha, tager til et af den slags luksuriøse ældresamfund, der kun findes i USA, for at få sin sidste levetid overstået.

Men når hendes kræftsygdom begrænser sig forsvindende korte scener, hvor Keaton kaster op i toiletkummen, så er det svært rigtigt at engagere sig i hendes lidelse.

Men ærligt; jeg har også generelt et problem med at engagere mig i film med Diane Keaton.

Al ære og respekt for, at Keaton som kvindelig skuespiller har skabt sig en over 50-år lang karriere.

Det er få forundt.

Men det gør desværre ikke Keaton til en god skuespiller, og hendes småneurotiske udstråling er aldrig helt nok til at kompensere for den flade repliklevering. Ikke for mig i hvert fald.

Men det er nu ikke kun Keatons skyld, at Poms fejler.

Når man skal lave så formularisk en film som Poms, så må man enten twiste den velkendte opskrift eller levere den med så meget bravur, at publikum rives med alligevel.

Men det er unægteligt et problem for en film om dansens livgivende evner, at dans fylder så lidt i den.

Det er forsvindende lidt træning og shows instruktør Zara Hayes leverer i en film om cheerleading.

Selv det afsluttende store nummer, hvor de rynkede helte skal feje benene væk under publikum, er en tam affære, der helt utroværdigt overbeviser alle om kvindernes talent og livsgnist med viftende arme og et par trin til siderne.

Indtil da fyldes tiden ud med klæg sentimentalitet og klodsede overfortalte jokes.

Den begrænsede charme ved Poms, og den er virkelig begrænset, kommer mest fra skuespillerne selv.

For det er da hyggeligt at tilbringe tid med både Pam Grier, Rhea Perlman og Jacki Weaver.

Men de fortjener bedre end endnu en forudsigeligt flad Diane Keaton-film.

Poms – Dans for livet er en livsbekræftende film uden liv og en dansefilm uden dans, og det kan det charmerende hold kvindelige skuespillere ikke redde.