Rocks anmeldelse: De larmende piger
Hold nu op, hvor de larmer. De taler i munden på hinanden, en synger en sang mens den anden råber vredt og bandeordene er en konstant strøm.
Det går ikke stille af sig, når 15-årige Rocks hænger ud med sine skolekammerater i London.
Hvis en lignende pigegruppe sidder bagerst i bussen herhjemme i København, er jeg nok en af dem, der ruller med øjnene.
Men jeg ruller ikke øjne af instruktør Sarah Gavrons Rocks.
For i sine bedste scener, lukker den nemlig publikum helt ind i Rocks’ vennegruppe. Og pludselige er den konstante støj helt anderledes.
For de er jo sjove de piger. Fyldt med entusiasme, hurtige replikker og ikke mindst stor omsorg for hinanden.
Og så føles de ægte.
Måske fordi de hovedsageligt spilles af ikke-professionelle skuespillere. Men nok især fordi pigerne selv har været med til at skrive og udvikle filmen.
For ofte er film om unge mennesker set gennem prismer af gamle filmskabere. Men sådan føles det ikke, når pigerne i Rocks hænger ud.
Det føles sprudlende, ægte og fyldt med ungdommens potentiale. Når Rocks siger, at hun vil være forretningskvinde med forbillede i 50 Cent, så tror man på hende.
Hun har allerede en gesjæft, hvor hun lægger makeup både for voksne og jævnaldrende. Og hun er god til det. Selvom hun ikke har udstyret til lys hud.
Men på trods af potentialet føles fremtidsudsigterne ikke lyse for Rocks.
Derhjemme forsvinder Rocks’ mor pludselig med kun et brev om ‘at hun har brug for luft’ som eneste spor.
Og så står den ukuelige Rocks pludselig alene med lillebror Emmanuel. Helt alene. For Rocks har ikke brug for hjælp, ikke fra sine venner og da slet ikke fra myndighederne.
I hvert fald ifølge hende selv.
Men det er desværre her, da plottet gør sin entre i Rocks, at filmen får problemer.
For man kan næsten mærke de voksne manuskriptforfattere støde hovedet mod de virkelige teenagepiger. Pludselig træder en socialbevidst og meget åbenlys fortælling fyldt med pointer frem midt i det naturlige skuespil.
Meget belejligt fører Rocks problemer hende og lillebroren på en perfekte multikulturel rejse rundt til vennernes hjem, mens slutningen for alvor løfter den politiske pegefinger.
Det hiver autenciteten i en mere skrevet retning.
Men det er heldigvis ikke nok til at stoppe Rocks. Alle karakterer forbliver flerdimensionelle og overbevisende, også når plotudviklingen ikke er det.
Og der er nok af de stærke scener mellem pigerne, til at jeg tilgiver filmen sine andre problemer.
Jeg vil i hvert fald være lidt mindre irriteret, næste gang en pigegruppe støjer bagerst i bussen.
Rocks er et varmt og autentisk portræt af en udfordret ungdom, også når plot-pegefingeren løftes lidt for højt.
