Red Rocket anmeldelse: Empati og mangel på samme

Instruktør Sean Baker har så meget kærlighed til sine karakterer, at det er umuligt ikke at blive smittet.

Men det var lidt nemmere, at se verden fra samme vinkel som den ludfattig lille pige Moonee fra Florida i The Florida Project, end det er at blive forført af hovedpersonen Mikey i Red Rocket.

For Mikey i Red Rocket er en sjuft. En uudholdelig speedsnakkende menneskemisbruger, der brager gennem sit liv uden tanke på andre end sig selv.

Men det fik Red Rocket mig til at glemme.

Præcis som Mikey indenfor filmens første minutter overtaler sin fremmedgjorte kone til at han da skal flytte ind igen, nu han er på røven, så overtaler Sean Bakers knivskarpe personinstruktion og konstant underholdende kulørte filmstil sit publikum til, at Mikey sgu da også er et menneske, man kan holde af.

Det skyldes ikke mindst en vanvittigt overbevisende, vanvittigt sjov og vanvittigt gribende præstation af Simon Rex.

Hans konstant rablende, storsvedende rastløse skuespil skal ses, før man helt forstår, hvor godt det er.

Det eneste problem er, at det bliver noget nær umuligt at se Rex som andet end den tidligere pornostjerne Mikey i fremtiden.

Han er skide skæg og på overfladen så hjertevarm, at hans omgivelser aldrig rigtigt indser, hvor egoistisk han er, før det går galt.

Omkring Mikey er Red Rocket befolket af en overflod af fuldt formede bifigurer. Jeg kunne se en hel film både om den lokale familie af pushere og om Mikeys langskæggede nabo.

Det er simpelthen fantastisk karakterarbejde både af skuespillerne og af instruktør Baker.

Imens tromler Mikey igennem sine omgivelser og filmen med sin ustoppelige charme.

I den lokale donut-biks møder han den unge kvinde Strawberry — fantastisk spillet af Suzanna Son — som han straks ser som sin billet tilbage til den lukrative pornoindustri i LA.

Scenerne mellem de to er fyldt med varme, samtidig med at de er bogstavelig grooming fra en ældre mand af en alt for ung kvinde. At overvære det er lige så ubekvemt ubehageligt som det er hjertevarmt og sjovt.

Kun instruktør Sean Baker kan ramme sådan en tone.

Tonen vakler kun en enkelt gang mod slutningen, da en lidt overdramatisk begivenhed er svær at sluge i filmens ellers så troværdige univers.

Heldigvis redder Red Rocket sig i land med en finale, der på genial vis afslører hvor uempatisk Mikey egentlig er og som i The Florida Project bryder sin virkelighed med et uforglemmeligt dyk helt ind i hovedpersonens fantasi.

Imens Mikey tromler sig igennem sine nærmeste, tromler filmens USA i baggrunden over sine borgere, når Texas’ gustne historie bobler op fra undergrunden sammen med den klæbrige olie og sjuften Donald Trump stiger mod magten.

Og når Red Rocket langsomt får os til at holde af Mikey, inden den hiver tæppet væk, så forstår man pludselig, hvordan også Trump vandt så mange hjerter.

Det handler om empati og manglen på samme.

Red Rocket er et vildt underholdende portræt af en uimodståelig og uudholdelig sjuft med en magnetisk præstation i hovedrollen.