Om det uendelige anmeldelse: Kunsten at gentage det mesterlige
Sange fra anden sal er mesterlig.
En sorthumoristisk, skarp, poetisk og helt uimodståelig film med et helt unikt udtryk. Med den skrev instruktør Roy Andersson sig ind i filmhistorien og fandt sin personlige og suveræne stil.
Hovedsageligt statiske og stramt komponerede optagelser i nuancer af grå, der lader lige så grå mennesker spille små finurlige vignetter. Som at kigge ind i et dukkehus fyldt med parodier af skandinavisk mentalitet og levevis.
Det hele er cirka lige så kunstigt, som det er slående smukt, og cirka lige så finurligt sjovt, som det er melankolsk og kynisk.
Siden har Andersson detaljeorienteret og pertentligt gentaget samme til. Men det mesterlige fortsætter muligvis ikke med at være mesterligt, når det gentages.
For Andersson har aldrig nået samme forbløffende højder siden Sange fra anden sal, og det gør han heller ikke i sin nyeste film Om det uendelige.
For ingen af de små vignetter i Om det uendelige kan hamle op med Anderssons storværk. Intet er lige så overraskende, skarpt eller sjovt som Anderssons bedste øjeblikke.
Det skyldes blandt andet, at Andersson skruer ned for det abstrakte og tilføjer fortællestemmer. Særligt stemmerne hæmmer faktisk den Anderssonske stil. Som om han har fået et behov for at skære sine pointer ud i pap.
Alligevel er Om det uendelige en oplevelse, jeg nødigt vil være foruden.
For Andersson er og bliver unik. Hans stramme kompositioner og præcise tableauer er stadig en suveræn filmisk fornøjelse.
Man kan genkende en Andersson-film fra kun et enkelt stillbillede, og det er i sig selv respektindgydende.
Og der er også skarpe ideer blandt samlingen af vignetter i denne omgang. En patetisk præst mister sin tro, og en livstræt tandlæge orker ikke en pjevset patient.
De mere højtflyvende elementer – der blandt andet fører højt op i luften over en apokalyptisk by og helt ned i Hitlers bunker, er smukke, men ikke helt så skarpe som de mere sjove elementer.
Det er svært at gentage det mesterlige. Men det er altid en fornøjelse at være tilbage i Anderssons univers.
Roy Andersson er stadig et enestående filmisk bekendtskab, også selvom han ikke når tidligere tiders svimlende højder.
