Mrs. Harris Goes to Paris anmeldelse: En simpel mission: godt humør
Mrs. Harris ved præcis, hvad hun vil.
Lige fra den britiske rengøringsassisten først kaster blikket på en af sine velhavende arbejdsgiveres Dior-kjole, er der ingen vej tilbage.
Mrs. Harris har en mission: hun skal købe sin egen Dior-kjole.
Mrs. Harris Goes to Paris har en lignende mission: at gøre sit publikum i godt humør, og instruktør Anthony Fabian skyr ingen midler i sin jagt på feel-good.
Indenfor den første halve time, har den charmerende Mrs. Harris allerede vundet en større sum penge og modtaget en uventet arv.
Så på magisk vis får den ellers fattige britiske arbejderkvinde mulighed for at rejse til et sentimentalt Paris og lade sig betage af de imponerende Dior-kjoler.
Musikken er hele tiden en enkelt dyb indånding fra at forvandle filmen til en musical, og de fleste af filmens karakterer er så søde, at man ikke kan forestille sig dem eksistere i en verden uden for filmens.
Det er selvfølgelig noget fjolleri, men det overraskende er, at fjolleriet virker.
Mrs. Harris Goes to Paris er både sød, charmerende, hjertevarmende og hvad man ellers kalder lige præcis denne type film.
Det skyldes nok især et hold skuespillere, der har helt med at ramme den rigtige tone.
Havde alle andre end Lesley Manville haft hovedrollen, så havde hele projektet nok kæntret.
Men Manville har evnen til at spille en slags Mary Poppins karikatur, så man holder af hende med det samme. På magisk får hun løftet Mrs. Harris til at føles som noget nær et ægte menneske, og det er en fryd at følge hendes eventyr.
Imens får Isabelle Huppert lov til at muntre sig, som den stramtandede og storøjede bestyrer af Dior-huset, og at se de to tørne sammen er i sig selv en stor glæde.
Imens får filmen selvfølgelig også inkluderet et par miniature-romantiske komedier, inden den får frem til sin blidt rørende finale.
Filmen ved godt, hvor letbenet den er, og strækker sig sjældent længere end den kan bære.
Så skulle det måske lige være den lidt opsvulmede spilletid, men selvom fortællingen tager sin tid, så er Mrs. Harris udsøgt selskab.
Mere problematisk for mavefornemmelsen er den konstante product placement og uhæmmede fejring af Dior.
Filmen får blandt andet placeret modehuset som velgørende fornyere for kvinderettigheder, da de lancerer en billigere linje produkter så også mindrebemidlede kan sende deres penge til Dior.
Den hopper jeg ikke på.
Men som helhed lader jeg mig til gengæld gerne snyde af Mrs. Harris Goes to Paris og dens letbenede fornøjelser i et par timer, inden jeg vender tilbage til virkelighedens alt andet end letbenede verden
Mrs. Harris Goes to Paris har en mission: at få sit publikum til at smile. Det lykkes!