Mission: Impossible – Fallout anmeldelse: En liga for sig

Hovsa, i al stilfærdighed har Christopher McQuarrie udviklet sig til at være blandt de bedste nulevende action-instruktører.

Det begyndte vel egentlig allerede med instruktørdebuten Way of the Gun, der havde et usædvanligt stort fokus på realistisk brug af våben.

Men det er sammen med Tom Cruise at Mcquarrie for alvor er begyndt at spille med action-musklerne.

Først med Jack Reacher smukt fotograferede biljagt og badeværelsesslagsmål og så med den fremragende Mission: Impossible – Rogue Nation, der blandt andet havde en undervandssekvens så god, at de fleste troede, den var falsk.

Det er med andre ord ikke et tilfælde at Cruise lader McQuarrie være den første instruktør, der får lov til at vende tilbage til endnu en omgang umulig mission.

Resultatet er blevet en blændende film, både for action-nørder, og de der bare vil have en rutsjebanetur i biffen.

Tom Cruise er stadig uvirkeligt veloplagt i sin sjette optræden som IMF-agenten Ethan Hunt. Ingen løber så godt på film som Tom Cruise (så skulle det da lige være Robert Patrick), og han har en evne til at gøre selv de mest far-out plot-komplikationer følelsesmæssigt intense.

Og far-out plot komplikationer er der selvfølgelig masser af. Ikke mindst fordi Fallout er den film i serien, der lægger sig tættest op af sin forgænger.

Skurken Solomon Lane fra Rogue Nation truer igen verdensfreden – selvom han er bag tremmer. Denne gang er Sean Harris –  nu udstyret med et rigtigt fængselsfuldskæg – bedre i rollen som den megalomane skurk.

Han er er et godt bud på en Impossible-udgave af Blofeld, og med sikkerhed den mest vellykkede skurk i serien siden Philip Seymour Hoffman i del 3.

Svenske Rebecca Ferguson vender også veloplagt tilbage som Ethans udkårne/rival Ilsa Faust mens Simon Pegg og Ving Rhames leverer varen som det faste team.

Men det er Henry Cavill der stjæler billedet, med sin CIA-agent August Walker, der har så mandigt et overskæg, at han næsten kun kan være skurk.

De tager alle sammen del i et kringlet plot, der egentlig bare er endnu en variant af seriens typiske formular. Ethan og co. forrådes og må nu på egen hånd klare skærene.

Men Fallout føles ikke så meget som en gentagelse, som den føles som en hyldest til alt, der er gået forud.

McQuarrie finder i sit tætpakkede manuskript plads til referencer ikke alene til alle filmene – inklusive John Woos forhadte toer, som jeg alligevel har et blødt punkt for – men også til den oprindelige serie.

Det er i sig selv fantastisk underholdende, men på mange måder også bare en god undskyldning for at skabe nogle af de bedste actionscenere i en mainstream-film i årevis.

Tom Cruise kaster sig frygtløst ind ind i de absurde stuntsekvenser, og det giver unægtelig en helt speciel fryd – lad os kalde det Jackie Chan-effekten – når en skuespiller åbenlyst laver sine egne stunts.

Men det er koreografi og præcist kameraarbejde, der for alvor løfter actionsekvenserne i Fallout.

Om det er en slåskamp på et badeværelse, der kombinerer to mod en-fryden fra The Raid med den klinkeknusende brutalitet fra True Lies, en Christopher Nolan-smuk motorcykeljagt i Paris eller en svimlende helikopterjagt, så leverer McQuarrie, stuntkoordinator Wade Eastwood og koreograf Wolfgang Stegemann perfekt sekvens efter perfekt sekvens.

Lyddesignet får indvoldene til at rumle, og komponist Lorne Balfe giver Lalo Schifrins berømte temaer et storslået Hanz Zimmer-twist.

Resultatet er vanvittigt underholdende. Den slags vellavede sommerfilm, der ellers efterhånden er udryddet af Marvels dominans i biograferne.

Det betyder ikke, at Mission:Impossible er blevet til Fast & Furious som flere kritikere har påstået om de sidste par film. Her er stadig plads til masser af agent-intriger,  usandsynlige gummimasker og forræderi.

At det også får Fallout til at svulme op til en spilletid på to en halv time er min eneste anke ved en film, som det er meget svært at klage over.

Jeg tager med glæde imod en syvende omgang Mission: Impossible med McQuarrie ved roret – måske helst inden Cruise runder de 60.

Mission: Impossible – Fallout er spækket med 24 karats action. Den er blandt de bedste film i en serie fyldt med gode film. Det er den slags afsindigt underholdende filmoplevelse, der burde trække folk væk fra solen og ind i biografen.