Long Shot anmeldelse: Den truede romantiske komedie

Den romantiske komedie er efterhånden en truet dyreart i biograferne.

Ok, truet er måske så meget sagt. I ny og næ stikker gennemsnitlig Jennifer Lopez film hovedet frem, og endnu sjældnere dukker en film som The Big Sick op og fornyer den klassiske opskrift.

Men udvalget er unægteligt blevet mere magert end tidligere og i høj grad flyttet fra biografen over til streamingtjenesterne.

Måske er det derfor Long Shot føles så forfriskende.

Det er i hvert fald ikke fordi filmen bryder med konventionerne.

For historien om en journalist, der forelsker sig i sin tidligere babysitter, der tilfældigvis nu er udenrigsminister, er indbegrebet af klassisk romantisk komedie.

For 20 år siden havde kønnene muligvis været ombyttet – Hollywood havde næppe præsenteret Charlize Theron som underigsminister – og pothovedet Seth Rogen havde næppe heller været den oplagte leading man.

Men ellers holdes traditionerne i hævd.

Rogen og Theron får ikke bare en, men hele to omgange ‘meet-cute’, først som teenagere og senere som voksne til et high-class cocktailparty.

Og efter de første nuttede møder, er det nok de færreste, der ikke kan se, hvor Long Shot ender henne.

Long Shot viger med andre ord ikke langt fra den traditionelle opskrift, men den sejrer heldigvis også på de traditionelle dyder.

Først og fremmest er det nemlig kemien mellem Theron og Rogen, der gør filmen til en fornøjelig oplevelse.

Rogens blidhed og stenede humor er en perfekt partner til Therons udenrigsminister, hvis idealisme trues af det påkrævede image for en mulig kommende præsidentkandidat.

Det – for det meste – vittige manuskript leverer heldigvis lige mange gags til begge skuespillere, så Rogen ikke solo får jobbet som comic relief, og der er ikke langt mellem de ægte grin.

De to får også skabt en overbevisende romantisk forbindelse, noget der er så afgørende for genren, men ofte mangler i selv de mest postuleret romantiske film.

Desværre er instruktør Jonathan Levine ikke altid helt så præcis i sin instruktion.

Et par scener – blandt andet en pludselig borgerkrig eller et ecstasy-trip, bliver for spoof-agtigt – karikerede til at være sjove.

Levines anonyme visuelle udtryk og tendens til at øse på med lige lovligt åbenlyse og manipulerende musikvalg, gør heller ikke noget godt for Long Shot.

Det gør heldigvis den overraskende mængde politik, der sniges ind af bagvejen, og som må siges at være det mest originale ved Long Shot.

Først virker det hele som et velplaceret – men også lidt nemt – spark til Trumps Amerika, når Rogens journalist er undercover i en pinlig gruppe nynazister og mediemoguler bruger præsidenten som marionet.

Men Long Shot ender med at plædere for noget så sjældent som en menneskeliggørelse af de fejlbarlige politikere og forståelse på tværs af politiske grænser.

Det er faktisk ret godt klaret, for en ellers ret traditionel romantisk komedie.

Måske er det på tide, at genren får et comeback.

Seth Rogen og Charlize Theron er både søde og sjove i Long Shot, der leverer den romantiske vare med et vellykket ekstra krydderi af politisk bevidsthed.