Late Night anmeldelse: Comfort zone

‘Well, isn’t that fucking surprising!’

Sådan siger en af karaktererne mod slutningen af komedien Late Night til Emma Thompsons kvindelige late-show vært, da filmen finder frem til sin feel-good slutning.

Problemet er bare, at absolut intet ved Late Night er fucking surprising, måske mindst af alt en forceret slutning, hvor alt ender konsekvensløst godt for alle involverede.

Det kunne måske være til at leve med, hvis Late Night var helt igennem forfærdelig, men det er den ikke.

Late Night er nemlig fyldt med gode intentioner og er et kig indefra på en medieverden plaget af ulighed mellem kønnene og diversitetsproblemer.

Komiker Mindy Kaling genskaber i sit manuskript sin egen virkelige oplevelse som den eneste kvindelige forfatter – og så endda med indiske forældre – i et såkaldt ‘writers room’.

For Kaling var det som forfatter på den amerikanske udgave af The Office, men for Kalings karakter Molly er det som joke-forfatter for den kvindelige talkshowvært Katherine Newbury.

På den måde springer Late Night med begge ben ned i tidens store emner, som Time’s Up-bevægelsen (der refereres direkte), #MeToo og den manglende diversitet i Hollywood og alle andre steder.

Samtidig forestiller Late Night sig – ret originalt – at en kvindelig late-night vært i årevis har regeret sendefladen sammen med de mandlige giganter.

Som bekendt er det desværre ikke tilfældet.

Alt det kunne måske tyde på at Late Night er en bidsk nutidig satire, men Kalings manuskript går til problemerne med en overraskende – og meget sympatisk – sødme.

Men lidt ligesom Kalings karakterer generelt, så bliver sødmen for meget.

Late Night er – med undtagelse af en enkelt joke om det i USA brandvarm emne abort – så bragende ufarlig, at der ikke er fare for at støde nogen som helst.

Vitserne er simpelthen ikke skarpe nok til at tage pusten på den moderne medieverden, og karaktererne er desværre heller ikke nuancerede nok til at Late Night fungerer som regulært drama.

Historien tøffer forudsigeligt derudaf, mens Emma Thompson syrlige vært skal lære at følge med tiden af den hjertensgode og ligefremme Molly.

Og instruktør Nisha Ganatra formår desværre ikke at løfte manuskriptet med et fladt filmsprog, der til nøds kunne høre hjemme i de værste Netflix-produktioner.

Heldigvis leverer Thompson og Kaling varen som skuespillere.

Thompson får lov til at trække på sine ikke ubetydelige erfaringer som komiker som den super-arrogant talkshowvært og er ubetinget filmens lyspunkt.

Og selvom Kaling er solidt placeret i sin comfort-zone som den hjertelige Molly, så forstår hun altså at levere den slags komiske karakterer til perfektion.

Bare ærgerligt at resten af filmen ikke helt kan følge med de to kvinder i front.

Gode intentioner redder ikke Late Night fra at være en alt for forudsigelig og anonym kommentar til nutidens mediebillede.