Kysset anmeldelse: Medlidende kærlighed
Jeg har ofte samme oplevelse med Bille Augusts film.
De søger en følelsesmæssig kompleksitet, men fortælles ofte så filmisk forudsigeligt, at historierne sander til.
Sådan var det med Pagten, hvis manuskript sjældent var så komplekst, som det selv troede, og hvis filmsprog i bedste fald kunne kaldes klassisk, i værste fald kedeligt.
Men Augusts nyeste film har mere kød på.
Instruktøren har selv forvandlet forfatter Stefan Zweigs roman Utålmodige hjerter til et dansk kostumedrama, der på overfladen kan ligne en klassisk romance, men som den skrider frem forvandles til noget helt andet.
Esben Smed slår pjalterne sammen med August igen efter den fine Lykke-Per, og leverer en fin både indestængt og følsom præstation i hovedrollen som officeren Anton.
Men på skuespilsiden er det Clara Rosager, som den handicappede datter fra en lokal rigmandsfamilie, der stjæler filmen.
Rosagers karakter Edith er på mange måder filmens hjerte. I takt med at hun udvikler et forhold, der balancerer et sted mellem det venskabelige og det romantiske bliver dramaet i Kysset maveknugende godt.
For er Anton egentlig interesseret i Edith som person, eller føler han sig forpligtet til at tage sig af hende på baggrund af hendes handicap?
Hvor går grænsen mellem kærlighed og medlidenhed — og kan medlidenhed nogensinde være fundament for et sundt forhold mellem mennesker?
Den historie tror jeg aldrig helt, jeg har set fortalt på film før, og det vellykkede manuskript gør Kysset til noget af en gordisk knude af følelser og etik.
Men selvom Kysset hovedsageligt er en intellektuel fornøjelse, så får Esben Smed og Clara Rosager også skabt indlevelse i deres overraskende komplekse karakterer.
I periferien lurer også David Dencik som en slags fornuftens stemme, og han truer som altid med at stjæle hver eneste scene, han er med i.
Anderledes teatralsk er Lars Mikkelsen i rollen som Ediths far, men det er ikke nok til at sænke filmens fascinerende historie.
Det samme gælder for Augusts filmsprog, der er lige så solidt håndværk, som det er dræbende anonymt.
Mest bemærkelsesværdigt er kostumerne og scenografien, men det kunne som altid klæde August at være en tand mere filmisk.
Men det er næppe nu instruktøren begynder på det, og hans andre talenter skinner heldigvis igennem for Kysset, der for en gangs skyld i moderne Bille August film, ikke helt leverer det man forventer.
Kysset er en ofte overraskende fortælling, der er båret af stærke præstationer og ender som mere end bare det sædvanlige kostumedrama.
