Kald mig Lucia anmeldelse: Balanceret og blid
Retorikken om transpersoner er alt for ofte både hård og ubalanceret. Nok er vi kommet videre fra tidligere tider, men der er stadig lang vej, før transpersoner mødes med den forståelse og blidhed, de fortjener.
Måske er det derfor, at instruktør Estibaliz Urresola Solagurens debutspillefilm Kald mig Lucia er så forfriskende.
For Kald mig Lucia er en film med en transperson lige i midten, som om noget er blid og balanceret.
Og blidheden gælder ikke kun for den 8-årige hovedperson — der starter filmen med sit tildelte navn Aitor — men også for personerne omkring hende, der støt og roligt tvinges til at indse, at Aitor er en anden, end de troede.
For Aitor er ikke tilfreds med at hedde Aitor og heller ikke tilfreds med at blive kategoriseret som dreng.
Og den problematik lukker Gina Ferrers smukke billeder os helt ind i, når de fokuserer på Sofia Oteros søgende øjne i titelrollen.
Som ciskønnet mand er jeg sjældent kommet så tæt på at forstå oplevelsen af, at leve under en forkert kønsidentitet, og hvor meget det kan fylde selv i en helt ung alder.
Otero er suveræn i rollen med en blændende kombination af søgende usikkerhed og en boblende barnlig glæde, der bare venter på at blive lukket ud.
Omkring hende svæver forskellige familiemedlemmer og deres varierende grader af forståelse.
Kald mig Lucia kunne let have været en hård fortælling om absolut mangel på forståelse, og man kan med rette kritisere den for at vise en noget romantiseret udgave af de kampe mange transpersoner oplever.
Men i stedet vælger filmen en blidere vej og tager sig tid til karakteropbygning, særligt af mor Ane spillet af Patricia Lópes Arnaiz.
Ane har nemlig sine egne problemer — både hvad angår kunstnerisk selvudfoldelse, økonomi, romantik og forældreskabet til tre børn — der gør, at hun trods gode intentioner overser, hvad hendes datter kæmper med; og at hun overhovedet er en datter.
Men Ane er langt fra præsenteret som en skurk.
Tværtimod er hun en moderne forælder, som jeg selv gerne vil være det, der lader sine børn forstå, at de ikke behøver skelne mellem drenge- og pigeting i deres interesser og påklædning.
Alligevel er det en stor kamel for hende at sluge, når det langsomt går op for hende, at hendes barns identitet er en anden end hun antog.
Det gør også Kald mig Lucia til en film at acceptere sine børn som komplette selvstændige væsner, der trækker den ud af den mere smalle rubrik LGBTQ+-film til at være en film om alle mennesker.
Den gennemgående blidhed og balance følger også med over i filmens store sanselige metafor: de bivoks-skulpturer og bistader som fylder i familien.
Skulpturerne er så bløde og omskiftelige som menneskelig identitet, når Ane skærer igennem dem, uden at filmen banker sit publikum i hovedet med det.
Og Kald mig Lucia undgår også behændigt melodramaet i en film, der hurtigt kunne være blevet sentimental.
Den store finale skruer op for følelserne, men ikke ned for troværdigheden med en af de mest bevægende slutninger jeg har set i år.
Selv med blidhed kan man åbenbart få tårerne til at trille.
Kald mig Lucia er en gennemhumanistisk, billedskøn og hjertevarm film om at acceptere både sig selv og andre præcis som de er.