Jurassic World: Fallen Kingdom anmeldelse: Set-piece på set-piece

Steven Spielberg er kongen af de såkaldte set-pieces. Det er den slags minutiøst koreograferede sekvenser, der ofte ender med at definere en film i publikums bevidsthed.

Den oprindelige Jurassic Park har to af instruktørens bedste set-pieces: T-Rexens regnvåde flugt fra sin indhegning og de to velociraptoreres neglebidende jagt gennem industrikøkkenet.

Kombiner de to sekvenser med banebrydende special-effects og en god portion dinosaur-udløst ærefrygt, og så har du de største grunde til, at Jurassic Park er den definerende Spielberg-film for en hel generation.

Ingen af de nu 4 efterfølgere til Spielbergs første film har haft samme sans for set-pieces, selvom Spielbergs egen The Lost World nærmer sig.

Det samme gælder for instruktør Colin Trevorrow og den nostalgi-drevne, skuffende – men mega indtjenende – Jurassic World fra 2015.

De gode nyheder er, at J.A. Bayona har overtaget instruktørstolen, og han er en bedre filmskaber med stilistiske rødder i klassisk Hollywood – som Hitchcock og, ja, Spielberg.

Af samme grund er der også bedre styr på netop set-pieces i Jurassic World: Fallen Kingdom.

Det første – og bedste – har du måske allerede set en smag på i traileren, det er en vellykket konstant eskalerende flugt fra et vulkanudbrud. Men også i filmens anden og mere bizarre (det vender vi tilbage til) halvdel, leverer Bayona vellykkede enkeltstående sekvenser fyldt med solid visuel historiefortælling og et bragende lyddesign.

Problemerne i Jurassic World: Fallen Kingdom er altså ikke så meget i leveringen af historien, som i selve historien. Den er det i øvrigt stadig Trevorrow, der står bag.

Jurassic Park havde en simpel og genial præmis: hvad hvis menneskeheden genoplivede dinosaurer og placerede dem i en krydsning mellem en forlystelsespark og en zoo?

I kontrast til det er præmissen for Jurassic World: Fallen Kingdom: hvad hvis menneskeheden genoplivede dinosaurer og placerede dem i en krydsning mellem en forlystelsespark og en zoo, og det så gik galt, og de så forsøgte igen, og det så gik galt igen, og de resterende dinosaurer nu var truet af et vulkanudbrud?

Det er ikke et godt udgangspunkt, men det bliver værre som filmen skrider frem.

Jurassic World: Fallen Kingdom vil nemlig variere formularen om en zoo, der løber løbsk, og forvandler sig derfor i sin anden halvdel til en slags gotisk gyser med dinosaurer på fastlandet.

Ideen er sådan set i teorien fin, og Bayona har godt styr på sit gotiske visuelle katalog, med alt hvad det indebærer af fuldmåner og blafrende gardiner, men i praksis er det blevet et bizart rod.

Filmens meget lange to timer introducerer både en ny dinosaurvariant, en slags familiedrama, en kløgtig pige der gør sit bedste for at genskabe Alene Hjemme, en kærlighedshistorie mellem mand og raptor og en kedelig skurk, der holder dinosaur-auktion i kælderen af en gotisk villa.

Hvis det lyder som noget mærkeligt rod, så er det fordi, det er præcis, hvad det er.

Det er så gakket og usammenhængende, at jeg næsten måbede af det bizarre handlingsforløb. Om det er en kvalitet i sig selv, vil jeg overlade til læseren, men det er næppe, hvad de fleste håber på fra en efterfølger til Jurassic Park.

Bayona holder som sagt tungen lige i munden i leveringen af de fleste enkeltscener, men som sammenhængende oplevelse er Jurassic World: Fallen Kingdom en bizar oplevelse.

Forsøg på humor falder bragende til jorden, mens Bryce Dallas Howard igen er robotagtig og helt uden kemi med Chris Pratts forbavsende uchamerende macho-helt.

Nåh ja, og så er der Jeff Goldblum. Han vender tilbage som Ian Malcolm i en cameo, der virker fuldstændig løsrevet fra resten af filmen, og som du allerede har set størstedelen af, hvis du har set filmens trailer.

Bayona kunne med sit håndværk have skabt en værdig efterfølger til Spielbergs klassiker, men de vellykkede set-pieces er desværre ikke nok til for alvor at anbefale denne dinosaur-rodebutik.

Jurassic World: Fallen Kingdom er som sin nyintroducerede dinosaur en bizar genetisk splejsning af en muteret kopi. Godt instruktørhåndværk kan desværre ikke redde denne ekstremt forvirrede historie.