Jomfruer fra rummet anmeldelse: Jürgensensk

Den største kompliment jeg kan give Jomfruer fra rummet er, at den vækker minder om Dennis Jürgensen.

Men det er nu heller ikke så lidt endda, at blive sammenlignet med en generationsdefinerende dansk forfatter.

Faktisk kunne Jomfruer fra rummet lige så godt være en filmatisering af en af Jürgensens tidlige ungdomsbøger som Kærlighed ved første hik, Er du blød mand? eller Jord i hovedet.

Thomas Gluds manuskript er fyldt med samme blanding af sødme, kække replikker, småbarnlig humor og et overraskende ærligt og ligefrem blik på udfordringerne ved at være et ung menneske forbandet med kønsorganer.

Når åbningsspeaken bombastisk proklamerer, at en race af rumvæsner vil udrydde menneskeheden ved at bolle dem, eller et rumvæsen senere tager form som en kvindelig pornoskuespiller blandt en flok teenagedrenge, så vil enhver Jürgensen-læser føle sig hjemme.

Tilsæt lidt John Hughes — særligt Weird Science — og så har du en ambitiøs dansk ungdomsfilm, der afviger forfriskende meget fra Zappa-traditionen.

Der er meget at holde af i Jomfruer fra rummet.

Instruktør Peter Amelung spillefilmsdebuterer med sprælsk filmsprog, der både tæller vellykkede effekter, slow-motion, splitscreens og sceneovergange George Lucas ville kunne nikke genkendende til.

Holdet bag kameraet får meget ud af et smalt budget.

Filmsproget holder liv i Thomas Gluds manuskript, der bag sine mange jokes gemmer på et sødt budskab om, at man gerne bogstaveligt må fucke hinanden, bare man ikke fucker med hinandens følelser.

Samtykke spiller en afgørende rolle, og en fortrydelsespille er et vigtigt plotelement, uden at Jomfruer fra rummet nogensinde føles som en budskabsfilm.

Det er ret imponerende.

Og det unge hold af skuespillere er også alle charmetrolde.

Albert Rosin Harson, Milo Campanale og Zelma Lewerissa fanger fint filmens højnede tone, og gør det svært ikke at holde af hovedkaraktererne.

Allerbedst er dog Tobias Maj Stelzner og Frederikke Sofie Faber som filmens liderlige E.T.’s, der med suveræn deadpan komisk timing kombineret med overraskende følsomhed klart er filmens højdepunkter.

Forhåbentlig får vi set mere til dem i dansk film hurtigst muligt.

Desværre indfrier Jomfruer fra rummet ikke helt sine ambitioner.

For mange af filmens jokes trækkes i langdrag — også når de ikke er specielt gode til at starte med — og filmen ofrer gladeligt publikums indlevelse i karaktererne for endnu en vittighed.

Så snart Jomfruer fra rummet rammer noget ægte, skynder den sig videre til næste folkekomiske optrin.

Det er ofte underholdende, men filmen havde stået stærkere, hvis den havde satset lidt mere på at nuancere sine karakterer i stedet for at skabe konstante grin.

Det havde især hjulpet filmens store finale, der kæmper med at få sin fortællemæssige kabale til at gå op.

Alligevel er der glæde at hente i det lige dele gakkede og søde ungdomsunivers, der mindst burde få Dennis Jürgensen til at give et anerkendende nik.

Jomfruer fra rummet er en forfriskende og ofte sjov tilføjelse til dansk ungdomsfilm, men på trods af mange kvaliteter indfrier den ikke helt sine egne høje ambitioner.