Happy Ending anmeldelse: Den rigtige balance
Happy Ending er et kynisk blik på familiedynamikker og ikke mindst en dunkel vinkling på livets efterår.
Nej, vent.
Det var Happy End, instrueret af Michael Haneke. Det her er Happy Ending, instrueret af Hella Joof.
Måske er det derfor, Happy Ending er en velmenende, men dybt forudsigelig, omgang dramakomedie, der aldrig bliver hverken rørende eller sjov nok til rigtigt at fænge.
Men det er også svært, det der med at kombinere drama og komedie.
Hvis balancen er rigtig, virker det næsten ubesværet, når film får os til at grine gennem tårer eller omvendt. Humor kan tage brodden af de mest sentimentale øjeblikke, eller få de mest dramatiske øjeblikke til at lande tungere.
Men når balancen ikke er der, så kan begge dele være pinefuldt.
Så galt går det nu ikke i Hella Joof og manuskriptforfatter Mette Heeno historie om et aldrende ægtepar, der kort inden deres guldbryllup kommer på usikker grund.
Kurt Ravn og Birthe Neumann er charmerende i hovedrollerne som henholdsvis manden, der søger nye græsgange og kvinden, der pludselig skal stå på egne ben.
Filmens sidste del byder også på en overraskende fin romance, der nok i virkeligheden skulle have været fortællingens fokuspunkt.
Og så er der jo altid noget indbygget tilfredsstillende ved historier om mennesker, der i deres livs sidste tredjedel skal finde nye veje i livet.
Men det hele er bare så fandens bekendt.
Happy Ending føles som en film jeg har set en million gange før, bare i bedre versioner, og det er ikke svært at forudsige hele fortællingen allerede efter første scene.
Og så er der den der balance mellem drama og komedie.
Happy Ending vil gerne have os til at føle med sine aldrende hovedpersoner. Men selvom skuespillerne gør deres bedste, bliver karaktererne aldrig mere end typer.
Mon Birthe Neumanns nervøse Helle finder en ny vej i livet? Mon Kurt Ravns Peter lærer at tage hensyn til andre end sig selv?
Svarene udfoldes på den mest forudsigelige måde, og karaktererne skøjter hen over alle tegn på egentlig dybde.
Og den manglende drama opvejes desværre ikke af humoren.
Heenos manuskript gemmer kun på enkelte replikker og situationer, der fik et smil frem fra mig.
I stedet er Happy Ending spækket med jokes af ‘haha, det er sjovt af ældre mennesker dyrker sex!’-typen. Det virker forbløffende fladpandet i en film, der ellers åbenlyst gerne vil være ærlig og skarp omkring livet efter de 60.
Der er ellers en sympatisk indsats for at vise ærlige billeder af nøgne kroppe af en type, der sjældent får plads i medierne.
Men det undermineres ligesom lidt, når publikum samtidig skal grine af Birthe Neumann, der tager sexede selfies.
På den måde ender Happy Ending som et komediedrama – eller er det en dramakomedie? – hvor både drama og komedie højst kører på halv kraft.
Og så fungerer balancen ligesom ikke rigtigt.
Happy Ending er et velmenende komediedrama om at genopfinde sit liv i en sen alder, men flade jokes og lige så flade karakterer spænder ben.
