Happy End anmeldelse: En omgang Haneke feel-bad

Så har han gjort det igen.

Mesterinstruktøren Michael Haneke har lavet en feel-good film af de helt store. En livsbekræftende film om kærlighed, familie og livets skrøbelighed.

En film, der sender dig ud af biografen med fornyet tro på dine medmennesker.

Nej, ok, du kender godt Michael Haneke, ikke? Du har set nogle af hans film?

Så ved du også, at Haneke hører til blandt de mest dystert sortseende filminstruktører i filmhistorien.

Hans karakterer føles næsten altid som bakterier under et mikroskop. Eller måske dyr i et naturprogram. Hvis du altså hader dyr.

For noget tyder på, at Haneke hader mennesker.

Hans sidste film, mesterværket Amour, var anderledes. Ikke mindre sort, men mere i kontakt med sine karakterers følelser.

Men med Happy End er Haneke tilbage til sine gamle tricks.

Denne gang er det en familie fra det bedre borgerskab, der af Haneke dissekeres som en frø i en traumatisk skoletime.

Vi lægger ud med en ung pige, der forgifter sit marsvin med sin mors psykofarmaka. Og det bliver ikke mere opløftende derfra.

Inden længe har hun sendt sin mor i koma på samme måde, og må derfor bo hos farmand, der er del af den helt øvre klasse.

Det viser sig – selvfølgelig – at være en fuldstændigt dysfunktionel familie, og Haneke disker op med det ene dunkle indslag efter det andet.

Den eneste Happy End, man kan håbe på hos Haneke, er døden.

Det er da også lige præcis den happy end den halvsenile bedstefar Georges – er det den samme Georges fra Amour? – ønsker fra alle omkring sig.

Det er især i mødet mellem ham og den unge kynisk forgiftende pige, at Happy End løfter sig til mere end en omgang Haneke-greatest hits.

Her åbenbarer den ondsindede sorte humor sig for fuld effekt, og det hele leder op til en slutning så ondsindet kynisk, at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet.

Haneke lader som altid sit kamera observere karaktererne på kølig afstand, og det er der altså ingen andre, der gør så godt, som han gør det.

Men jeg har altså også set det før fra Haneke. Jeg tror efterhånden jeg er ved at få nok af den syrlige foragt. han udviser både for sine karakterer – og i nogen grad sit publikum.

Ikke så subtile angreb på sociale medier, kommer lidt til at virke som en gammel mand, der kæmper mod vinden.

Og det er altså svært at engagere sig i noget som helst, når man kan mærke at skaberen bag fnyser hånligt, af det der foregår.  

Måske er Haneke gået i tomgang, eller måske er jeg bare ved vokse lidt fra ham.

Men det er heldigvis ikke sket endnu. Happy End er stadig værd at se.

Selv Hanekes andenrangs-film nærmer sig første klasse af film generelt.

Happy End er en fin omgang Haneke feel-bad. En dunkeltsjov dissekering af menneskers umenneskelighed. Men den hører, trods sine kvaliteter, ikke til blandt instruktørens bedste.