Hammarskjöld anmeldelse: Den biografiske films sandheder

Nåh, hvem var han så ham Dag Hammarskjöld?

Ifølge Per Flys stort opsatte biografiske film om FN’s generalsekretær var han…præcis som alle andre mennesker vi laver stort opsatte biografiske film om.

Han var dreven og spillede en afgørende rolle i dramatiske verdensbegivenheder, og så kæmpede han indadtil med indre dæmoner som ensomhed og uforløst længsel.

I den biografiske films verden kunne det sådan set lige så godt være stofmisbrug, alkoholisme eller ægteskabelige affærer; det går ud på et.

Men i Hammarskjöld er det i stedet en rungende ensomhed – ikke så diskret filmisk illustreret i en mørk New York-lejlighed, hvor hans eneste selskab er en kæleabe og butler – og ikke mindst en undertrykt seksualitet, der skal menneskeliggøre Dag Hammarskjöld.

Filmens postulat med at Hammarskjöld skulle være homoseksuel, har vist kun meget begrænset fundament i virkeligheden, og det er måske nok lidt dårlig smag, at spice en afgørende verdenspolitisk figurs liv op på lige præcis den måde.

Men det går fint i spænd med den moderne biografiske films rammer, og dem følger Hammarskjöld til punkt og prikke.

Komponist Raymond Enoksens melankolske strygere gør deres bedste (og lidt til) for at vi skal føle med Hammarskjöld, når han i hjemmet hælder sine følelser ud i den lyrik, som forblev privat til efter hans død.

Og så erstattes strygerne med opspændt thrillermusik, når vi følger generalsekretærens afgørende rolle for at undgå folkemord og borgerkrig i Congokrisen, på trods af modstand fra flere stormagter.

Forbillederne for Per Fly lader til at være Spielbergs fremragende fortalte historiske dramaer som The Post, Bridge of Spies og Munich, der som kun mesterinstruktøren gør det thriller-ficerer virkelige begivenheder, så publikum er mindst lige så underholdt, som de er fascineret af den sande historie.

Per Fly er ingen Spielberg, men han holder alligevel gryden effektivt i kog i Hammarskjöld, der sine mange klicheer til trods er svær at tage øjnene fra.

Lidt som Hammarskjöld selv ikke når at trække vejret, får publikum også sjældent lov til det, når generalsekretæren med integritet og usædvanligt stærk retfærdighedssans tager den ene afgørende beslutning efter den anden.

Det er både stærk underholdning, og en fin hyldest til virkelighedens hovedperson.

Faktisk i så høj grad, at filmen udelukkende kunne have fokuseret på Hammarskjölds historiske betydning og måske stået stærkere.

Men den biografiske films guder kræver åbenbart blod, og Hammarskjöld skal menneskeliggøres med en tur til Sverige og en uforløst kærlighedshistorie i ungdommen.

Det er på sine egne præmisser fint eksekveret, men også unødvendigt forudsigeligt.

For historien om krisen i Congo, er rigeligt intens og menneskelig til at holde opmærksomheden, også selvom der også her smøres lidt tykt på særligt i præsentationen af filmens skurke.

Men sine problemer til trods — og også båret af en stærk indadvendt præstation af Mikael Persbrandt — er Hammarskjöld alligevel en underholdende hyldest til et fascinerende menneske.

Den havde bare stået stærkere, hvis den havde bevæget sig lidt udenfor skabelonen.

Hammarskjöld truer med at synke under vægten af den biografiske films klicheer, men er alligevel for godt eksekveret til at tage øjnene fra.