Green Book anmeldelse: Dum og Dummere og Green Book

Hvis du har undgået at høre al balladen om Green Book, så er du heldig, men hvis du fortsat vil undgå det, så bør du nok stoppe med at læse her.

Historien om den afroamerikanske klassiske pianist Don Shirley, der bliver venner med brovtende italiensk-amerikanske chauffør Tony Vallelonga under en koncertturne i det sydlige USA, er nemlig for længst blevet overskygget af begivenheder omkring den.

For, hold nu fast, først siger Viggo Mortensen det ærkeamerikanske N-ord til et interview, så anklager Don Shirleys nulevende familie filmen for at være fjernt fra virkeligheden.

Derefter viser det sig, at filmens forfatter, og søn af Tony Vallelonga, har tweetet anti-muslimske holdninger for en håndfuld år siden.

Og, nåh ja, så dukker en gammel historie op om Peter Farrelly, filmens instruktør, og hans meget lidt #MeToo-venlige vane med at vise sine ædlere dele til gud og hvermand som en slags practical joke.

Og så har jeg slet ikke nævnt anklagerne mod filmen om at være en småracistisk oversimplificering af racismen i det virkelige USA.

Når Green Book så samtidig er blevet nomineret til et hav af priser, inklusive ham den gyldne mand fra USA, så er det klart at Green Book er blevet et hadeobjekt af kaliber.

Men den fortjener det egentlig ikke.

Nej, Green Book er mildest talt ikke en spidende beretning om de interne spændinger og den systemiske racisme i USA. Det er også en film med fortællemæssige problemer og en mildt sagt simplificeret fremstilling af komplekse problemer.

Men, jeg vil vove at påstå, at det heller ikke er det, man bør forvente, fra den ene instruktør af film som Dum og Dummere og Shallow Hal.

I årevis har Farrely-brødrene lavet velmenende slapstick-komedier, fyldt med jokes om tykke, homoseksuelle, lort, sæd og den søde ide om at mennesker kan bringes sammen, hvis de bare indser, at de er lige så uperfekte som alle andre.

Det er sådan set ikke meget anderledes i Green Book, der ganske vist drejer nålen lidt nærmere drama end Farrelly-brødrene typisk gør det, men som stadig banker stereotyper sammen over lige dele hjertevarm og fladpandet humor.

Green Book er en buddy-komedie, og en ret vellykket en af slagsen, men det er ikke et bidende samfundskritisk drama.

Og det er egentlig ok.

Viggo Mortensen og Mahershala Ali spiller røven ud af bukserne på det umage par, og giver filmen en næsten uimodståelig, men også ekstremt letbenet charme.

Mortensen har taget på til rollen som den små-enfoldige Tony ‘lip’ Vallelonga, og den ellers fåmælte skuespiller leverer overbevisende den speedsnakkende og halvforbryderiske chauffør.

Overfor ham leverer Mahershala Ali en præcis præstation som den altid upåklageligt klædte og ret-ryggede pianist, der tager en pinefuld tur gennem 60’ernes racistiske sydstater, med det håb at bryde barrierer.

Til ingens store overraskelse – i hvert fald ikke hvis de har set Driving Miss Daisy, De Urørlige og tusind andre film af samme type – er det barriererne mellem Don og Tony, der bliver nedbrudt.

Det er cirka lige så forudsigeligt, som det er tilfredsstillende.

Udvekslingerne mellem de to hovedpersoner er oftest oprigtigt sjove, og det er unægteligt en fryd at se Tony sætte en flok racistiske ‘southerners’ på plads, når de behandler Don skidt.

Nej, Green Book kommer ikke til at lære nogen som helst noget som helst om racisme, med sin simple udlægning, men som feel-good-film er den altså en biograftur værd.

Farrelly er ikke bange for at score de billige rørstrømske point, om det er med en musikalsk finale eller simpelthen ved af forvandle filmens sidste kvarter til en julefilm; komplet med ‘når-de-mon-hjem-til-jul?’-spænding.

Om man kan klare den slags folkelig humor og rørstrømskhed, må være op til den enkelte, og der er unægteligt elementer, der kunne have været bedre.

Hvorfor slipper Tony for eksempel så let af med sin ellers heftige racisme?

Men set på sine egne præmisser er Green Book en helt fin filmoplevelse, fyldt med cirka samme blanding af hjertevarme og dumhed, som Farrelly-brødrenes film plejer at være.

Green Book er en direkte indsprøjtning af uimodståelig charme, også selvom den ikke er helt så nuanceret og skarp, som den kunne have været.