Gooseboy anmeldelse: Wikke & Rasmussen-universet
Få i dansk film – eller bare film overhovedet – har haft held med at opbygge et så særegent og originalt univers som Steen Rasmussen og Michael Wikke.
Det gælder selvfølgelig for deres kultdyrkede TV-arbejde med Tonny Toupé og Sonny soufflé show i 1980’erne.
Men siden Hannibal og Jerry i 1997 har de to filmskaberes CV hovedsageligt været præget af deres helt specielle familiefilm.
Og hvis du har holdt af ovenstående film om en dreng og hans hund eller måske Flyvende farmor, Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger eller julekalenderen Julestjerner, så kan du roligt gå ind og se Gooseboy.
For det er næsten ligesom at vende hjem igen, når Wikke & Rasmussen igen lukker op for deres parcel-farvede univers, der findes et eller andet sted lige sådan øst for virkeligheden.
Denne gang byder de på historien om drengen Viggo, der tilbringer det meste af sin tid som en gås i et virtual-reality-spil. I hvert fald lige indtil han møder en mulig kæreste i nabopigen Vigga og en gås ved navn Nissemand styrter ned på hans altan.
Det sender selvfølgelig Viggo ud på en road-trip sammen med den talende gås Nissemand skarpt forfulgt af Vigga og en herligt veloplagt Szhirley som Viggos mor.
I baggrunden lurer lidt drama om Viggos forsvundne far Viggo Mortensen – nej, ikke den Viggo Mortensen – men det hele er selvfølgelig bare en undskyldning for at Wikke & Rasmussen kan gøre det, de gør bedst.
Og det gør de.
Det er svært ikke at smile hele vejen gennem Gooseboy, der byder på et væld af gæsteoptrædener fra en række kendte danske skuespillere.
Filmen er selvfølgelig også spækket med en håndfuld sange, som de spøjse bifigurer bryder ud i efter forgodtbefindende, hvor især ‘Bornholmer Burger’ og ‘Hey ho silver’ bliver hængende i hjernen lang tid efter filmen er slut.
Det hele udfolder sig mere som en improviseret godnathistorie med et nyt påfund lige om hjørnet, end en egentlig dramatisk fortælling, men med Jan Pallesens stramt komponerede billeder og Wikke og Rasmussens sirligt udtænkte univers føles intet alligevel tilfældigt.
Bifigurerne, der blandt andet inkluderer en ‘heavyhyrde’ og et par bizarre togkontrollører er helt umulige at stå for, mens Wikke & Rasmussen selvfølgelig også dukker op som et par jægere med gås på hjernen.
At det hele måske også føles lige velkendt nok er en anden ting.
Wikke & Rasmussen er et par kreative kraftværker og dygtige filmskabere, og jeg kunne måske godt ønske mig, at de igen søgte lidt udenfor den familiefilmsopskrift, som de efterhånden har perfektioneret.
Men det er en lille anke, når man forlader biografen både smilende og nynnende.
Wikke & Rasmussen er tilbage med endnu en humørbombe af en film, hvis charme det er umådeligt svært at stå for.
