Everything, Everywhere All at Once anmeldelse: Store forventninger

Det er svært ikke at beskrive Everything, Everywhere All at Once som en slags guddommelig gave. En perfekt film, som jeg ikke anede, at jeg havde brug for, før den tog permanent plads i mit sind.

Min reaktion på at se filmen, kan jeg bedst sammenligne med første gang jeg så The Matrix i biografen. Komplet hjerneblæst og overvældende filmisk tilfredsstillet.

Men det er altså også en beskrivelse, der næsten kun kan skabe for store forventninger.

Men jeg sad ikke med tårer ned ad kinderne den sidste halve time af The Matrix. Det gjorde jeg med Everything, Everywhere All at Once.

Det skyldes at filmen under sin vildt kaotisk og umådeligt kreative overflade reelt set er en film om relationer mellem mennesker. Om den måde familieforhold kan være lige så giftige som de er altafgørende.

En film om mødre, fædre og børn, og hvor vitalt det er, at vi sætter pris på hinanden — og på livet — før vi er væk.

Men Everything, Everywhere All at Once er også en film om multivershoppende superskabninger, om trofæer der til forveksling ligner buttplugs og om vaskebjørne.

Det er en film med en kaotisk trevlet håndlavet stil, der vækker minder om Terry Gilliam og Michel Gondry.

Det er også en film med knivskarpe actionsekvenser skabt af Andy og Brian Le — som actionfans som undertegnede kender som Martial Club på YouTube.

Og at kampscenerne er koreograferet af YouTube-stjerner føles meget passende for en film, der til tider føles som en filmatisering af selve internettet.

Everything, Everywhere All at Once er en hyperaktiv verdenshoppende oplevelse, der med lethed springer fra smågenial action, til ekstremt fjollede jokes og direkte ind i dybt rørende familiedrama.

Det hele føles lidt som en distraheret tur gennem nettets afkroge.

Og så er der — selvfølgelig — som The Matrix de eksistentielle overvejelser. Overvejelser som rammer skarpt og præcist ned i den følelse af kaos, vi nok er mange moderne mennesker, der lider af.

Everything, Everywhere All at Once rummer som titlen antyder lidt af hvert.

Rent genremæssigt rammer instruktørparret Daniels nok et klart scifikomediekampsportsfilmsactionfamiliedrama.

Det er et mindre mirakel, at klipper Paul Rogers får filmen til at hænge sammen, og et større mirakel at han skaber perfekt fremdrift og kontinuitet i en konstant omskiftelig film.

Jo, Everything, Everywhere All at Once er noget helt særligt. Alligevel er jeg bange for at skabe for store forventninger til en film, der reelt set er skabt med knofedt mere end et højt budger og som tager kunstneriske chancer, der sandsynligvis ikke er for alle.

Men den er for mig.

Det snedige manuskript — der ville have gjort Douglas Adams stolt — fylder sin historie med så mange gimmicks, at det næsten er overvældende.

Men samtidig holder den et stramt fokus på sin hovedperson Evelyn, der spilles med en overlegent suveræn præstation af Michelle Yeoh, der for første gang får lov til at vise sin fulde rækkevidde i en amerikansk film.

Hendes præstation er simpelthen perfekt.

Men hun står ikke alene, og særligt Ke Huy Quan i rollen som Evelyns mand Waymond er en åbenbaring. Det er en tragedie, at vi stort set ikke har set ham siden de ikoniske roller i Indiana Jones og templets forbandelse og The Goonies.

Quan er på mange måder filmens hjerte.

Nåh ja, så har jeg heller ikke nævnt det dybfølte og troværdige portræt af asiatisk-amerikansk kultur, som jeg ikke er den rigtige til at vurdere, men som aldrig føles andet end autentisk.

Eller hvad med Jamie Lee Curtis som øretæveindbydende og uddelende skatterådgiver?

Jeg taler bevidst uden om plottet i Everything, Everywhere All at Once fordi jeg gerne vil give alle chancen for at lade filmen udfolde sig selv første gang.

Præcis som The Matrix gjorde det for mig dengang i 1998.

Og jeg siger første gang, for Everything, Everywhere All at Once er en af den slags film, der tigger om at blive startet forfra, så snart den er færdig.

Jeg skal se den i igen i biografen.

Så god er den.

Måske man bare skulle skide på at skabe for store forventninger.

Det værste jeg kan sige om filmen er, at instruktørparret Daniels får umådeligt svært ved at følge op på den i resten af deres karriere.

Den er den slags perfekte fusionering af populærfilm og kunstneriske ambitioner, som jeg ikke kan stå for.

Og så taler dens holdning til livet direkte til mig med dyb genklang.

Everything, Everywhere All at Once hører blandt de bedste film jeg har set i årevis, og den har med det samme taget bo blandt mine favoritfilm.

Men måske endnu vigtigere har den fået en plads i mit hjerte.

Overvældende, gakket, adrenalinpumpende, hylesjov og dybt, dybt bevægende. Everything, Everywhere All at Once er den bedste film jeg har set i årevis.