En forunderlig verden anmeldelse: Nyeste Disneyfilm er spækket med eventyr

En forunderlig verden anmeldelse: Den helt rigtige titel

En forunderlig verden eller Strange World, som den hedder på engelsk, har den helt rigtige titel.

Det bedste kort, som Disneys nyeste animationsfilm har på hånden, er utvivlsomt dens verden.

For instruktør Don Hall og medinstruktør Qui Nguyen har skabt et visuelt slående univers, der trækker på fortidens pulpede eventyr med særlige hilsner til Jules Verne og Edgar Rice Burroughs.

Buttede luftskibe drevet af grønt glødende elektriske planter driver gennem skyerne.

Sære væsner inspireret af botanik, bakterier, insekter og undervandsliv er om hvert et neonfarvet hjørne.

En forunderlig verden er en visuel fornøjelse i en skala, som kun Disneys hær af animatorer kan skabe. Med sit udtryk skriver En forunderlig verden sig med det samme ind på den korte liste af film — Atlantis, Treasure Planet, Wall-E — hvor Disney strækker sig til verdener, som er andet end levende genstande, menneskelige dyr eller klassisk eventyr.

Imens nikker En forunderlig verden også til filmens sci-fi mestre med kærlige hilsner til både Cameron, Spielberg, Lucas og Kubrick.

I baggrunden lurer en velserveret pointe om klimaforandringer, som fortalt fra en tid hvor science fiction stadig havde håb for morgendagen.

Den slags historier kunne vi godt have brug for nu.

Tilsammen gør det En forunderlig verden til et virkelig seværdigt eventyr, også selvom filmens karakterer og historie er mere flade.

For der lurer næppe nogen nye ikoniske figurer blandt filmens persongalleri, hvis bedste egenskab er den høje diversitet.

Og historien om tre generationer af opdagelsesrejsende fædre og sønner føles for ofte som en forudsigelig Disney-skabelon.

Det er tilforladeligt hygge-rørende, men historien lever slet ikke op til det univers den foregår i.

Til gengæld kan man så lade sig distrahere af en lille håndfuld vellykkede actionsekvenser — ofte i luften — og så selvfølgelig den betagende verden.

En verden der for en gangs skyld er oprigtigt forunderlig.

En forunderlig verden lever op til sin titel og sender sine animatorer på overarbejde med at skabe et både flot og eventyrligt univers.

4 af 6 stjerner anmeldelse