Drømmebyggerne anmeldelse: Halvvejs til Pixar

Drømmebyggerne har ambitionerne på plads.

Det er ikke svært at spotte, at instruktør Kim Hagen Jensens animationsfilm meget gerne vil følge i Pixars fodspor.

Og på overfladen lykkes det overraskende godt.

Drømmebyggerne får presset hver en dråbe ud af sit budget, som sandsynligvis kun er en brøkdel af det, de amerikanske forbilleder har at lege med.

Figurdesignet er vellykket, arbejdet med lys og tekstur er fremragende og animationen er fyldt med karakter. Selvom det selvfølgelig også kan ses, at filmen er produceret under mere begrænsede forhold end de store amerikanske produktioner.

Det hele havde selvfølgeligt været mere særegent, hvis Drømmebyggerne havde valgt en mere stiliseret tilgang i stedet for imitation.

Men det er alligevel imponerende så velpoleret filmen fremstår.

Drømmebyggernes problem er altså ikke udtrykket, men historiefortællingen har desværre større problemer med at leve op til animationsgiganterne fra Pixar.

Manuskriptet af Søren Grinderslev og Kim Hagen Jensen gør ellers virkelig sit bedste for at være Pixar-ficeret.

Som i Inderst Inde visualiserer Drømmebyggerne børns indre liv.

I stedet for levendgjorte følelser handler det om drømme, når 12-årige Minna opdager at hendes drømme er skabt af en race af drømmebyggere.

Da hun konfronteres med udsigten til et nyt liv med en ulideligt bonussøster, Jenny, beslutter Minna sig for at rode i hendes drømme for at gøre hende mere medgørlig.

Og det er selvfølgelig ikke helt uden problemer.

Inspirationen fra Pixar grænser til plagiat, når Minna opdager den skjulte verden, der føles som en skamløs blanding af Monsters Inc. og Inderst inde.

Men det er egentlig ikke problemet.

Problemet er at Drømmebyggerne ikke er i stand til at imitere Pixars tonemæssige balancegang mellem opløftende eventyr og alvorlige følelser.

Drømmebyggerne har fanget, at der gerne må være ægte følelser på spil.

Men den kluntede historie anstrenger sig for at være rørende i en grad, så den glemmer både humor og sine egne eventyrlige elementer.

Minnas drømmeovergreb er mere forstyrrende end filmen virker til at være klar over, og stedsøsteren Jenny er en helt ulidelig mobber.

Og da de to piger endelig finder fælles grund er det selvfølgelig over det noget belejlige fællestraume, at den ene mangler en mor og den anden en far.

Men filmen giver aldrig rigtig en grund til at holde af hverken den manipulerende Minna eller den mobbende Jenny.

Bifigurerne, der tæller de blå drømmebyggere og et overnuttet marsvin, føles som obligatoriske indslag og er aldrig i stand til at løfte den tiltagende deprimerende stemning.

Det kulørte udtryk står i skarp kontrast til den dunkle stemning og følelserne kommer aldrig i spil som hos forbillederne hos Pixar, netop fordi filmen anstrenger sig så meget for at være alvorlig.

Det hjælper ikke at stemmeskuespillet ofte er sært mumlende, og at lyddesignet ofte føles øde.

Det er synd, for både det drømmebyggende univers og den flotte animation rummer potentiale.

Men måske Drømmebyggerne havde klaret sig bedre ved at finde sin egen vej i stedet for at gå i andres fodspor.

Drømmebyggerne er et flot bud på en dansk pendant til Pixars film, men historiefortællingen rammer en forkert tone og filmen bliver aldrig sin egen.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer