Dagens julefilm: Polarekspressen (2004)

Derfor skal du se den

Robert Zemeckis vender tilbage til julekalenderen med endnu en af sine performance-capture film – den første faktisk. Polarekspressen er baseret på Chris Van Allburgs fantastisk smukke billedbog af samme navn.

Resultatet er en film, der fik en noget blandet modtagelse ved sin premiere. Men som flere andre af filmene i Kinosaurs julekalender, har den efterhånden vokset sig til at være en fast del af manges jul.

Denne gang er det Tom Hanks, der har en række roller. Blandt andet spiller han drengen, der er Polarekspressens hovedperson – dog han en anden lagt stemme til. Den navnløse dreng har nået den alder, hvor julen har mistet sin glans. Julemanden eksisterer tydeligvis ikke, og julen kunne ikke virke mere kunstig.

Det bliver der lavet om på at et enormt damplokomotiv dukker op på hans gade, og fragter ham til Nordpolen. Polarekspressen lever i kraft af sin fantastiske visuelle side, og sin eventyrligt mystiske stemning.

Julefaktor

Julefaktoren får fuld skrue i Polarekspressen. Det art-deco-inspirerede design og filmens polerede visuelle side får hele filmen til at ligne et stort stykke julepynt. Polarekspressen leger med det kunstige ved julen, og det forstærkes af filmens teknologi – og filmens mangler.

Mange har kritiseret Polarekspressens figurer for deres døde udtryk i øjnene, der gør dem sært umenneskelige. Men det er egentlig kun med til at forstærke filmens julemystik, der hele tiden balancerer mellem det kunstige og det dybfølte.

Der er ingen julefilm helt som Polarekspressen.

Bonusinfo

Til den store hær af alfer på nordpolen benytter Robert Zemeckis sig at et noget kontroversielt filmsprog. Til at vise de enorme mængder bruger han teknikker, der meget åbenlyst er lånt fra Leni Riefenstahls film produceret for nazi-tyskland. Med andre ord bruger Zemeckis teknikker oprindeligt opfundet til nazi-propaganda til at vise alferne på nordpolen.

Det er vist aldrig sket før. Og det sker nok heller ikke igen.