Close anmeldelse: Regler for drenge
Da jeg var barn, var der visse regler for drenge.
Jeg har for eksempel aldrig ligget med hovedet henslængt på en drengevens mave i skolegården, som de to 13-årige hovedpersoner i Close, Léo og Rémi gør det.
Jeg havde egentlig håbet, at de regler, der holdt min generation fra den slags efterhånden var løsnet. Men instruktør Lukas Dhonts film fortæller en anden historie.
Filmens første halvdel, fik mig til gengæld også til at fortryde, at jeg aldrig brød de regler.
For sjældent har jeg set et venskab mellem to drenge repræsenteret så tæt og naturligt som i Close.
Der er ikke skyggen af seksualitet — heller ikke af den undertrykte slags — når Léo og Rémi overnatter hos hinanden og sover i ske.
Det falder dem lige så naturligt som at lege krig mod en usynlig hær i filmens landlige belgiske omgivelser.
Og som tilskuer føler man sig som del af deres venskab.
Det skyldes både Frank van den Eedens fine sanselige fotografering, men især Eden Dambrine og Gustav De Waeles helt ustyrligt stærke skuespil i hovedrollerne.
Under ledelse af instruktør Lukas Dhonts skarpe personinstruktion spiller de to unge skuespillere, som havde de aldrig lavet andet.
De har en naturlighed så stærk, at portrættet af deres venskab til tider føles næsten dokumentarisk.
Så meget desto mere smerteligt er det, når virkelighedens uskrevne regler rammer de tos venskab.
Efter en af den slags frie somre, som livet kun byder på ganske få af, ender de to drenge i samme klasse. Og så begynder spørgsmålene.
‘Er I to et par?’ spørger en af pigerne fra klassen både velmenende og fnisende.
Med et er alt forandret, særligt for Léo, der pludselig konfronteres med omverdenens syn på så tæt et drengevenskab.
Hvis drenge rører ved hinanden, så er de nok homoseksuelle.
Det slår skår i forholdet mellem drengene og i publikums hjerter, når drengenes frihed og følelser pludselig skal indskrænkes af fordomme.
Det er en gribende konflikt, der føles præcis så gigantisk for mig i biografsalen, som mellem de to drenge.
Desværre er det også her, ret tidligt, at Close når sit højdepunkt.
For som filmen skrider frem, træder dramaturgien og de voldsomme begivenheder i forgrunden og efterlader sansen for detaljerne i drengenes følelsesliv på gulvet.
Det stærke skuespil fortsætter, men hvor filmens første halvdel føles original, føles den anden halvdel som en skare af andre velmenende europæiske ungdomsfilm.
Skabelonen bliver for tydelig, og det bombastiske drama vægtes over kompleksiteten. Særligt filmens finale lader den følelsesmæssige kabale gå så let og velkendt op, at det er svært ikke at være skuffet.
Det er ikke nok til at ødelægge filmen som helhed, men alligevel nok til at stække vingerne på en film, hvis første halvdel kunne være begyndelsen på et mesterværk.
Mindre kan også gøre det, og jeg glemmer ikke Léo og Rémis venskab lige foreløbig.
Close imponerer med et nænsomt portræt af et usædvanligt venskab og brillante præstationer, men når højder i sin første halvdel, som den aldrig lever op til igen.
